Seneste nyt

Fællesskabet sikrede Tranum sejren

11. november 2017 kl. 10.06

Tranum GF kunne for nylig hæve armene i triumf, da de med en 2-0 sejr over Harken rykkede op i serie 2. Dermed satte holdet et endegyldigt punktum for en sæson, der på alle måder har taget Tranum GF og lokalsamfundet med storm.

Det er 40 år siden, Tranum GF sidst havde et hold i serie 2.

Tranums nyeste succes startede for to år siden, da Allan Jacobsen trådte ind som fodboldtræner for førsteholdet.

På daværende tidspunkt var Tranum GF’s førstehold i serie 4, men med Allan Jacobsen på sidelinjen formåede holdet at spille sig op i serie 3.

- Umiddelbart efter rykkede vi ned igen, fortæller Allan Jacobsen, der sammen med spillerne satte sig det mål, at de skulle tilbage igen.

De hørte hjemme i serie 3 - nu skulle der kæmpes for at vinde det tabte terræn.

Men selvom der blev trænet med en ny vilje og indædthed, så var der også noget langt vigtigere, som skulle bære holdet frem - en stærkere følelse af fællesskab.

- Det er jo ikke sådan, at jeg har lært dem at spille fodbold, siger Allan Jacobsen lattermildt, selvom det faktisk ikke er helt sandt - som ungdomstræner gav han bolden op for mange af de unge spillere, der i dag har præsteret at levere en indsats, der har sat Tranum GF på landkortet, når det gælder rekordhurtig udvikling.

Men Allan Jacobsen understreger, at han som træner for TGF ikke har gjort noget væsentligt anderledes end andre trænere før ham.

- Tranum har altid været en klub med et stærkt sammenhold, forklarer Allan Jacobsen, der ikke var i tvivl om, at det netop var fællesskabet og et bedre samspil, der skulle bære holdet til sejr.

- Det er det eneste, vi har ændret på - nu har vi fået sammenholdet med på banen.

For Allan Jacobsen stod det klart: Talentet var der, det var blot et spørgsmål om at skabe de rette rammer at udvikle sig i for holdet. Og det lykkedes - også langt bedre end nogen havde forventet.

Tranum rykkede efter en sæson i serie 4 op i serie 3, hvor de satte sig på spillet. Med kun fem kampe tilbage af sæsonen manglede klubben kun to sejre i at rykke op i serie 2. Den første sejr kom - som mange af de andre sejre, holdet havde hentet hjem - ganske let. Og det ikke uden grund.

Både på ude- og hjemmebane stod de lokale TGF-tilhængere klar til at heppe deres hold til sejr.

- Det har været virkelig fedt at opleve, fortæller Nikolaj Bjerg Jensen fra første holdet.

Selvom han er vokset op i Brovst og i dag bor i Aalborg, er Tranum i dag hans hold, i medgang og i modgang. Men selvom han har mange kampe i benene for Tranum GF, har hverken han eller andre på holdet nogensinde oplevet en opbakning lig den, de har fået fra Tranums borgere.

- Selv folk, der aldrig har interesseret sig for fodbold, er dukket op, fortæller Nikolaj, der står tilbage med en oplevelse af, at Tranum GF og borgerne har lige del i succesen og i fællesskab har løftet byen og holdet til et større selvværd.

Selv på udebane dukkede der til næsten hver eneste kamp en god flok fans op for at heppe på holdet. Langt de fleste gange var folkene fra Tranum i flertal overfor hjemmeholdets fanskare og til de sidste kampe troppede op mod 50 lokale op til udebanekampene for at heppe på holdet. Meget tyder på, at de taktfaste tilråb, troen på holdet og følelsen af opbakning gav spillerne vinger.

- Det nåede langt ind over kridtstregen, fortæller Allan Jacobsen, der er utrolig taknemmelig for den opbakning, holdet har oplevet.

Den sidste sejr til Tranum - den sejr, der skulle sikre oprykningen - var svær at hente. Til sidst stod holdet i sin sidste kamp denne sæson. En kamp, der skulle spilles på hjemmebane. Med en hel by bag sig spillede holdet sig til en sejr på 2-0 over Harken. Oprykningen var en realitet.

- Egentlig burde det ikke kunne lade sig gøre, siger Allan Jacobsen, er forundret over, hvordan et lille lokalsamfund som Tranum har formået at have talentet og viljen til at løfte sig over andre større klubber.

Men det handler ikke kun om at have spillere nok at tage af - det handler om at have de rigtige spillere; dem, der formår at få det bedste frem i hver enkelt af deres medspillere.

Sejrsrusen er stadig stærk i Tranum og TGF. Men det bliver snart hverdag igen, påpeger Nikolaj Bjerg Jensen, der glæder sig til at spille serie 2. Men samtidig er han også realist.

- Min forventning er ikke, at vi bliver i serie 2. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke skal kæmpe for det. Men vi skal også være realistiske, understreger den 25-årige fodboldspiller, der hellere vil kæmpe for sit hold og blive positivt overrasket end lade sig vugge ind i troen på, at oprykningen betyder, at holdet med lethed kan kæmpe sig til sejre i serie 2.

Derimod ser han frem til at blive presset til sit yderste og levere sit allerbedste i serie 2.

- Det bliver rigtig godt for holdet, især for de unge - de vil få en masse erfaringer, påpeger Nikolaj Bjerg Jensen.

Heller ikke Allan Jacobsen lægger skjul på, at det unge hold nu skal knokle for ikke at rykke ned lige med det første. For selvom sejrens sødme er fantastisk, kan det hurtigt gå den anden vej. Det viser al erfaring. Samtidig er det også vigtigt at huske på, at holdet har været inde i en rekordhurtig udvikling, påpeger Allan Jacobsen.

- Det er gået meget stærkt. Også stærkere end det måske burde, siger træneren, der på den anden side ikke er i tvivl om, at spillerne - præcis som tidligere - kan vokse med den opgave, der ligger foran dem.

Efter hans mening har de ikke blot evnen, men også viljen og den fælles styrke, der skal til.

- Det kunne være helt fantastisk, hvis vi kunne blive i serie 2, siger Allan Jacobsen.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste