Fællesskab, hygge og islandske heste

Ægir rideklub er udelukkende for folk med islandske heste

05. juli 2021 kl. 11.38

TRANUM: Ude i Tranum ligger en lille rideklub, og der har den været de sidste 20 år. Ægir rideklub er udelukkende for folk med islandske heste. Her kan alle med egen hest komme og modtage soloundervisning og deltage i et væld af arrangementer året rundt.

Ægir kræver egen islænderhest, men er et godt sted for både voksne og unge at mødes til hyggelige stunder på hesten. Nogle af de unge ryttere er begyndt til stævner i Nordjylland, men det er ikke en klub for konkurrencen men for sammenholdet og den fælles kærlighed til islandske heste.

Hvert år afholder Ægir et væld af arrangementer såsom hyggelige rideture i skoven og stævner, som styrker fællesskabet internt i klubben.

Det er klubbens håb at fremme interessen blandt de unge. Har man en islandsk hest, kan man få privatundervisning hver uge. Juniorunderviser og formand for klubben, Lisa Lambertsen, mener, at det er langt mere givende end en halv time på et større hold.

- Det bliver en langt mere effektiv undervisning, når den er målrettet den enkelte rytter, forklarer hun.

Det handler ikke om at rytterne skal sammenligne sig med hinanden, for selvom klubben er for sammenholdet, er læringen til for en individuel udviklingsproces, hvor hest og rytter er i centrum.

Før Lisa Lambertsen trådte til som formand red hun selv i klubben.

- Man bliver bare fanget af den rolige atmosfære, og så ser jeg mange gode fordele i eneundervisning, fortæller Lisa Lambert.

Ægir har været til siden 2001 og har altid været tilegnet interesserede ryttere i alle aldre. Erika, Natasja og Freja er blandt de unge ryttere, som er faldet for Ægir.

- Det er et rigtig godt fællesskab, vi har herude. Og så er det virkelig hyggeligt, fortæller Freja.

- Det er fedt, at vi afholder vores egen lille ridelejr, tilføjer Erika.

I år deltog 11 piger i juniorridelejr. De hyggede sig med deres heste i mange forskellige discipliner, såsom ridning om natten for at se solopgangen og et ministævne, hvor en rigtig stævnedommer gav hver enkel rytter karakterer og en opmuntrende bemærkning om forbedringer. Og så sørgede pigerne ellers for at hygge med skumfiduser og snobrød over bål.

Årligt afholdes en julefrokost og man kan se frem til rideweekend i Rødhus.

- Vi plejer desuden at tage af sted på shoppingtur. Vi besøger adskillige hestebutikker og kommer hjem med nyt og fedt udstyr til vores heste, fortæller Nina Stahl, som selv rider i klubben.

Hun beskriver Ægir som hyggelig og ufarlig:

- Intet forpligter her. Vi kommer for at dyrke fællesskabet, og det håber vi, at endnu flere vil være med til.

Hos Ægir står de klar med åbne arme og ser frem til hyggelige stunder og sjove arrangementer med både dig og din hest.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste