Saven i Fårup Sommerland er blevet tildelt en europæisk pris ved Park World Excellence Awards 2020. Promotionsfoto
Livet her

Europæisk pris 2020 er tildelt Saven i Fårup Sommerland

Vi er naturligvis meget stolte og glade for prisen, siger direktør Niels Jørgen Jensen

21. december 2020 kl. 11:48

Saven i Fårup Sommerland er kåret som den bedste ny rutsjebane i Europa, fremgår det af en pressemeddelelse. Det skete ved prisuddelingen Park World Excellence Awards 2020. Forlystelsen, som blev lanceret i 2020, er parkens højeste nogensinde og den eneste i Danmark, der kører både forlæns og baglæns.

Saven tildeles en førstepræmie i kategorien ”Best Roller Coaster – Limited Budget”, som bl.a. indebærer, at kreativiteten i konstruktionen har skubbet grænserne for forlystelser, og at rutsjebanens design er unikt i forhold til andre forlystelser.

- Vi er naturligvis meget stolte og glade for prisen. Det har hele tiden været vigtigt for os at skabe en forlystelse, som appellerer bredt til vores gæster og tilbyder en ny dimension til vores i forvejen store oplevelsestilbud til hele familien, fortæller Niels Jørgen Jensen, der er administrerende direktør i Fårup Sommerland.

Saven er 24 meter høj og den eneste rutsjebane i Danmark, der både kører forlæns og baglæns. På trods af rutsjebanens rekordhøjde er det muligt for næsten hele familien at være med, da børn kun skal være 95 cm for at prøve forlystelsen.

Kåringen sætter punktum for et ekstraordinært år for Fårup Sommerland, som trods omstændighederne oplever stor opbakning fra nordjyderne i disse dage. Indtil videre har forlystelsesparken nemlig oplevet en stigning i salget af sæsonkort til 2021, hvor især nordjyderne er velrepræsenterede.

I 2021 venter der gæsterne en spændende nyhed i parken, som især familiens yngste kan se frem til. Her præsenterer Fårup Sommerland nemlig en ny bilbane, som kan prøves af børn fra helt ned til 0 år. Bilbanen bliver placeret i nærheden af børnetivoli og den prisvindende Saven i hyggelige skovomgivelser.

Også Hotel Fårup, der i år har oplevet flere overnatninger end nogensinde før, melder om fremgang i bookinger for 2021. dl.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu