En skøn og succesfuld dag til svømmestævne i Aalborg
Aabybro Svømmeklub har igen været til stævne med stor succes.
Denne gang til Nordjyske Cup 3 i Aalborg, hvor klubben stillede med otte svømmere fra talentholdet.
Talentholdet i Aabybro Svømmeklub består af de yngre svømmere, der gerne vil deltage i stævner og som aspirerer til at komme på konkurrenceholdet.
Der blev svømmet hurtigere, end de tidligere havde gjort, og svømmerne fik en masse fokuspunkter med tilbage.
Svømmeklubben kunne tage tre medaljer med hjem, en af sølv og to af bronze.
Ungdommene blev vejledt og hjulpet af træner Simon Andersen.
Næste gang Aabybro Svømmeklub skal i aktion, går turen går til Odder.
Odder Cup er et af de store forårsstævner, hvor klubben i år stiller med fem svømmere fra konkurrenceholdet.
Det er ikke så mange som de plejer, men i foråret venter en del mesterskaber, så kræfterne fordeles.
I weekenden den 5.-7. april er der mulighed for at se rigtig mange dygtige svømmere i aktion, både i Aabybrohallen og i Jetsmarkhallen, da Aabybro Svømmeklub er værter for både Vest Årgangsmesterskaberne, hvor svømmere deltager fra hele Jylland og Fyn, og Vest Børn Medleystævne Nord.
Så der bliver svømning af høj klasse alle tre dage!