Foto: Nordjyllands Politi
Livet her

En boxerhund og et vikingeskib: Mangler du de her smykker?

Nordjyllands Politi har offentliggjort billeder af stjålne smykker i håb om at finde ejermanden

01. februar 2021 kl. 15:39

VENDSYSSEL: Nordjyllands Politi leder efter ejerne af mange specielle smykker, som er fundet under en ransagning i Hjørring i januar.

På trods af at politiet har modtaget en del henvendelser, siden de fremlyste smykkerne første gang den 20. januar 2021, så har de endnu ikke fundet frem til ejermanden.

Derfor forsøger de sig nu ved at offentliggøre flere oplysninger og nye billeder af smykkerne, i håbet om at nogle vil genkende dem.

Foto: Nordjyllands Politi

Smykkerne er både gamle og nye, og flere af dem er lidt særlige. Der er blandt andet vedhæng og brocher af en drage, et vikingeskib og en boxerhund.

- Der må næsten være nogen, der kan genkende nogle af de her mere specielle smykker, skriver politikommissær Ulf Munch Sørensen i en pressemeddelelse.

Politiet håber, at folk vil tage et ekstra kig på billederne og kontakte dem, hvis man har nogle informationer.

- Det ville være skønt at levere smykkerne tilbage til de rette ejere, og så ville det ikke mindst være skønt at få koblet tyvekosterne sammen med gerningssteder og formodede gerningsmænd, skriver Nordjyllands Politi.

Foto: Nordjyllands Politi

Stammer fra Vendsyssel

Nordjyllands Politi har en formodning om, at mange af smykkerne kommer fra Vendsyssel, men der er også en smykkeæske, som stammer fra en guldsmed i Ilulissat i Grønland.

- Den synes vi er lidt interessant. Det kan ikke være alle, der har sådan en, skriver Ulf Munch Sørensen.

På æskerne kan man se købsdatoen for nogle af smykkerne, som spænder fra 2002 til 2018.

Følg linket for at se flere billeder af de stjålne smykker

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu