En aften kun for kvinder
Torsdag summede det af liv og latter i det store festtelt på pladsen bag Sport og Kulturcenter Brovst. Det kan næsten ikke undgås, når 80 kvinder er samlet til en aften med god mad og drikke og underholdning.
Aftenens hovedpersoner var de tre vindere af en makeover, hvor de blev klippet, farvet og stylet af frisører fra Tiffany, Salon M og Frisør Haugaard. Matas havde fundet pudder, foundation og mascara frem til model-for-en-dag vinderne, og de blev iklædt moderigtig tøj fra Hjarsbæk, Lapaz og Frk. Nedergaard.
Janne Klit skulle klædes på af butik Frk. Nedergaard, og indehaver Lisbeth Nedergaard kendte ikke sin model i forvejen.
- Hvad plejer du at gå i, blev Janne Klit spurgt om på forhånd - tunika og leggins, lød svaret.
- Det kommer du ikke til få på i aften, du skal ud af din comfort zone, men jeg skal nok sørge for, at du kommer til at føle dig tilpas i dit nye look, lovede Lisbeth Nedergaard.
Mens modellerne sad tålmodigt på podiet, hyggede resten af kvinderne sig rundt ved bordene. Syv af dem havde heldigvis ikke vundet makeover konkurrencen.
- Det havde været lidt spildt. De er næsten lige blevet konfirmeret og er stadig nyfarvede og nystrøgede, lød det fra moderen til den ene af de unge piger. Men hvad så, hvis det havde været omvendt, at en af mødrene havde vundet.
- Nej, tak kom det rapt fra en af døtrene. Om svaret skyldtes, at det bare ville have været så piiiinligt, at have sin mor siddende oppe på podiet, eller at en makeover ville have været helt overflødig, det var mødrene selv ikke i tvivl om.
- Vi er de unge mødre, lød det fra mødregruppen, der alle syv er medlemmer af Den lyserøde Klub, hvor der kun må drikkes lyserøde genstande. De syv døtre holder sig fra de lyserøde drikkevarer og har håndbolden til fælles i stedet.
På podiet kan Malene Jensen måske godt være med i Den Lyserøde Klub, hun er nemlig ved at blive farvet duset pink af Majken Hedemann fra Salon M., mens Janne Klits hår får en kobberbrun farve på en bund af beige og Helle Nørager får lyse reflekser i sin varme brune farve.