Elinstallatør fra Fjerritslev vinder pris
Peter Østergaard Godiksen fra Fjerritslev fik for nylig overrakt brancheorganisationen TEKNIQs elinstallatørpris, da han og studiekammeraterne på elinstallatøruddannelsen dimitterede fra UCN.
- Det lå måske lidt i kortene. Jeg har fået syv 12-taller under uddannelsen, men jeg vidste jo ikke helt, hvad de andre havde fået. Jeg har det sådan, at det er dumt at gøre noget halvt, når man nu har truffet valget. Så det er selvfølgelig rart at få anerkendelsen, når jeg har lagt så meget energi i uddannelsen, sagde Peter Østergaard Godiksen, der er vokset op i Fjerritslev men i dag bor i Aabybro med sin familie.
Peter Østergaard Godiksen, der nu kan kalde sig energiteknolog, opnåede et imponerende karaktergennemsnit på 12,0. Prisen blev overrakt af Michael Wulff, formand for TEKNIQ EL Aalborg-Himmerland, som på TEKNIQs vegne holdt tale for dimittenderne.
- Vi fejrer, at I har kvalificeret jer til at være en del af en ambitiøs og dynamisk branche, der hele tiden vokser og kommer til at fylde mere. En branche, hvor vi i høj grad konkurrerer om at tilbyde de bedste og smarteste løsninger. Og en branche, hvor vi konkurrerer om at have de bedste og mest kompetente medarbejdere, sagde han.
For Peter Østergaard Godiksen betyder uddannelsen som elinstallatør, at han nu er klar til at gå i gang med drømmejobbet.
- Jeg har fået arbejde hos Brix & Kamp, et rådgivende ingeniørfirma i Aalborg, hvor jeg skal arbejdet med projektering og teknisk tegning, som også var det, jeg havde håbet på at komme til at beskæftige mig med, da jeg startede på installatøruddannelsen. Planen er så, sideløbende med arbejdet, at læse energimanagement, så jeg kan blive endnu dygtigere til det, jeg gør, fortalte Peter Østergaard Godiksen.
Elinstallatøruddannelsen er en videregående uddannelse, hvor de studerende typisk har en baggrund som elektriker - og det er også tilfældet for Peter Østergaard Godiksen, der oprindeligt er uddannet elektriker ved el-firmaet Verner Ranum i Fjerritslev.
Efter uddannelsen som elektriker valgte Peter Østergaard Godiksen at arbejde i forsvaret, hvor han var i otte år. Han har været udsendt flere gange, men valgte til sidst at skifte spor, da familien havde brug for ham hjemme. Derfor valgte han at tage fat i sit oprindelige fag og uddanne sig til energiteknolog, med stor succes.
TEKNIQ Installatørernes Organisation repræsenterer virksomhederne i den voksende installationsbranche, som i dag beskæftiger 44.000 medarbejdere. TEKNIQ uddeler hvert år prisen til den studerende på hvert erhvervsakademi, der har klaret sig bedst på studiet som el-installatør.