Billede beskrivelse

Elever samlede over 15.000 kroner ind

05. februar 2018 kl. 10.37

Eleverne på Trekronerskolen kunne lørdag aften se navnet på deres skole dukke op, da Danmarksindsamlingen 2018 rullede over skærmen hos DR.

Eleverne havde i år samlet 15.745 kroner sammen gennem hårdt arbejde og støtte fra familie, venner og sponsorer. Der blev knoklet for sagen og undervejs var der tvivl om, hvorvidt det ville lykkes at samle over 10.000 kroner ind, der var kravet for at dukke op i fanen i bunden af billedet på live-udsendelsen.

Men det lykkedes - og det helt uden hjælp fra Ole Kirks Fond, som støttede eleverne fra Trekroner med 32.825 kroner i 2016 og 66.300 kroner i 2017, hvor eleverne fik 25 kroner for hver god gerning, de gjorde. I 2017 ophørte "gode gerninger"-ordningen, da fonden opsagde arbejdet med DR og landets biblioteker for i stedet at donere penge direkte til udvalgte projekter.

Dermed var Trekronerskolens årelange tradition for at gøre gode gerninger til fordel for andre pludselig en saga blot.

Sådan så det i hvert fald ud i første omgang. Men Bjarne Bjerregaard Jørgensen, lærer på Trekronerskolen, og hans elever besluttede sig for, at de skulle vise Danmark og resten af verden, at de kunne selv - at de ikke var afhængige af en fond for at gøre en forskel i den del af verden, hvor kun de færreste har nok.

I den gode sags tjeneste stablede et helt lokalsamfund en enorm indsats på benene i løbet af ganske få uger.

- Den eneste grund til, at det lykkedes, er, at der var folk, som sagde ja til at være med, selvom der kun var et par uger til det, fortæller Bjarne Bjerregaard Jørgensen, der er stolt af sine elever og taknemmelig for den støtte, skolen og børnene er blevet mødt med, både fra borgerne og virksomhederne i området.

På ingen tid fik eleverne med stor støtte fra deres familier, skolens medarbejdere og lokale ildsjæle stablet et loppemarked på benene, hvor overskuddet gik ubeskåret til indsamlingen. Det tiltag, godt krydret med små indsamlinger og sponsorstøtte fik puljen til at vokse, så skolens elever til sidst kunne sende et beløb ind til Danmarksindsamlingen, der langt overgik deres forventninger.

- Det var en vældig succes, fortæller Bjarne Bjerregaard Jørgensen, der holdt det samlede beløb tæt til kroppen, til alt var gjort op.

Fredag morgen fik børnene beskeden - de havde nået målet og langt mere til.

- De fik det at vide til morgensang, fortæller Bjarne Bjerregaard Jørgensen, der sammen med sine kolleger diskede op med et brag af en fejring for eleverne med både kage, saftevand og en gave fra en af de lokale sponsorer, Bejstrup Maskinstation, der donerede en legetøjstraktor til børnene.

Det blev en morgensamling børnene sent kommer til at glemme. For selvom indsamlingen var en succes og børnene undervejs havde lært meget om, hvordan hverdagen er for børn uden hjem, der skulle modtage støtten på 15.475 kroner, så er der intet som kage og saftevand, der sætter en streg under, at indsamlingen var en succes ud over det sædvanlige.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste