Eksperimenter i børnehøjde i Hjortdal

21. februar 2018 kl. 09.38

Børn er af natur små naturvidenskabsmænd. De øver, eksperimenterer og undersøger og det er der masser af udvikling i. Børnene lærer ved at de selv aktivt iagttager, afprøver, eksperimentere, prøver igen på nye måder og tænker over det de ser - det er science i børnehøjde og så er det rigtig sjovt.

- Det er den slags læring, vi gerne vil understøtte i Naturbørnehuset Søstjernen. Vi vil gerne styrke børns nysgerrighed, undren, forståelse af og lyst til at lære om verden omkring os. Man behøver ikke at vide alt som pædagog eller voksen, vi skal bare understøtte barnets nysgerrighed. Vi gør os klogere sammen med børnene, vi undersøger fænomenerne og spørgsmålene sammen, siger pædagogisk leder i Naturbørnehuset Søstjernen, Heidi Larsen.

I Naturbørnehuset Søstjernen har børnene i den forgangne uge været i gang med forskellige forsøg; hvad sker der når vi blander ting sammen? Børnene har blandt andet eksperimenteret med, hvad der sker, når man blander olie og vand, de har blandt forskellige farver og lært om, hvad gær gør ved boller. Børnene har lavet vulkaner, boblende lava, hoppende æg og forleden dag var de inviteret med i køkkenet på Madsmedjen ved Slettestrand. Kokken Kresten Kronborg guidede børnene ind i madglædens univers, hvor der også er masser af ting at afprøve og blive klogere på.

- Børnene var engagerede og de nød at være med i køkkenet. Det kræver ikke et helt laboratorium at praktisere science. Det handler om at bruge de naturlige rammer og så gå nysgerrigt til værks, og så følge børnenes spor, fortæller Heidi Larsen, der sammen med sine medarbejdere har kastet sig over børneundren som blandt andet hvorfor mariehøner har prikker, hvad sker der med den døde mus - og hvorfor har bænkebideren fået sit navn; bider den i bænke?

- Der er masser af ting man kan undrer sig over og sammen søge efter svar på, sammen med børnene, fortæller Heidi Larsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste