Dorte Gregersen er glad for igen at kunne åbne døren til Egnssamlingen i Saltum for besøgende. Foto: Bitten Holmsgaard
Livet her

Egnssamlingen i Saltum er igen åben

27. april 2021 kl. 10:23
Dorte Gregersen er glad for igen at kunne åbne døren til Egnssamlingen i Saltum for besøgende. Foto: Bitten Holmsgaard Bitten Holmsgaard
Indenfor er mundbind obligatorisk. Her er Ruth Knudsen, som tidligere har arbejdet på Saltum Apotek og i dag er en af de 50 frivillige i Egnssamlingen. Når der er aktivitetsdage fortæller hun om, hvordan apoteksmedarbejderne trillede piller og lavede udtræk af både sprit og vand. Foto: Bitten Holmsgaard Bitten Holmsgaard
Saltums gamle apotek er nu udstillet i Egnssamlingen. Foto: Bitten Holmsgaard Bitten Holmsgaard
Originale gamle flasker fra Saltum Apotek. Foto: Bitten Holmsgaard Bitten Holmsgaard

Dannebrog blafrer i vinden ved siden af et åben-skilt uden for indgangsdøren til Egenssamlingen i Saltum. Indenfor står Dorte Gregersen parat ved disken til at tage imod besøgende.

- Det var jo dejligt. Nu har vi siddet her og været lukket ned siden før jul og bare været Steen (Steen Poulsen, leder af Egnssamlingen red.) og mig - os to. Og så lige pludselig skal man have dørene op og flagene ud, tændt lyset og være klar. Men der var faktisk folk her allerede fra klokken ni. Faktisk før vi lukker op. Der var nogen, der havde ærinde og gerne ville ind og kigge, fortæller Dorte Gregersen, som både tager imod besøgende og registrerer arkivalier.

For at besøge Egnssamlingen, der både er egnsarkiv for Hvetbo Herred og lokalhistorisk museum, er det nødvendigt både at bære mundbind og medbringe et coronapas.

- Det går fint. Folk de kommer og viser det og har mundbind på, så det er ingen problem, siger Dorte Gregersen

Kun 10 personer på samme tid

Som reglerne er nu, må der ikke være ret mange besøgende på samme tid i Egnssamlingen.

- Vi håber da, forsamlingsforbuddet bliver gradvist hævet. Fordi 10, som det er nu, det er lige i underkanten, fordi vi jo har cirka 50 frivillige om ugen, der er her mest tirsdag og torsdag. Og det er jo svært at have så mange, når vi også skal have plads til gæster. Så vi håber da, at forsamlingsforbuddet det stiger hen over sommeren, så vi kan være flere, siger Dorte Gregersen.

Mens vi taler, kommer en af de frivillige, Ruth Knudsen, ind ad døren. Hun plejer at hjælpe med både at registrere arkivalier og passe det gamle Saltum Apotek, der nu er udstillet i Egnssamlingen. Men hun og de andre frivillige kan først begynde igen 6. maj.

- Når vi nu kommer til 6. maj, bliver det spændende at se, om man nu kan huske, hvor langt man var kommet i det man arbejdede med. Og kigget arkivalierne igennem og få dem journaliseret med de rigtige bogstaver, så Dorte kan gøre det rigtigt bagefter, siger Ruth Knudsen.

På Egnssamlingens Aktivitetsdage, der normalt foregår tirsdage fra 10 til 14 i skolernes ferier, fortæller Ruth Knudsen om apoteket, der var hendes arbejdsplads i mange år.

Også frisørsalonen, skolestuen og de mange andre gamle værksteder og forretninger bliver bemandet af frivillige på aktivitetsdagene, hvor der er gratis adgang.

Spændende arrangementer på vej

Det er selvfølgelig svært at planlægge, når corona kan lukke og åbne Egnssamlingen med kort varsel. Men i løbet af foråret og sommeren er der planlagt flere projekter og arrangementer ud over aktivitetsdagene.

Steen Poulsen, leder af Egnssamlingen, tror på, at Saltum Festdage 14. og 15. august vil kunne gennemføres. Her vil der være mere end 50 kunsthåndværksboder i Saltum blandt andet i et stort telt på Egnssamlingens nye areal langs hovedvejen.

I efteråret er der planlagt spændende foredrag, som forhåbentlig langt om længe kan afholdes i Egnssamlingens store sal på Søndergade.

Egnssamlingen har desuden fået midler fra fonden ”Vind i Østrup” til at indrette Saltums nye ”Museumstorv,” et grønt åndehul langs hovedvejen midt i Saltum.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu