E-sport er en succes for Trekroner IF
Trekroner Idrætsforening har haft så stor succes med deres E-Sportstilbud til områdets unge, at de nu vælger at etablere det som et fast tilbud i foreningen.
Træningen bliver placeret tirsdage og torsdage fra klokken 17 til 19. Sæsonen løber frem til og med marts 2018. Og selvom det måske kan virke som knapt så aktivt et tilbud for de unge, så er det langt fra tilfældet. Holdet bag E-Sport i Trekroner har besluttet, at de unge medlemmer kastes ud i samarbejdsøvelser og fysisk træning, der sammen med fast træning foran computerne vil være med til at højne de unge kompetencer indenfor e-sport.
E-sport har efterhånden vokset sig til en stor spiller, når det kommer til at tiltrække de unge - og det med god grund. Bliver man blandt de bedste, er der rigtig mange penge at tjene. Flere danske spillere har klaret sig rigtig godt i udlandet og tjener millioner af kroner.
Ud over den almindelige træning i Trekroner IF vil der være events for medlemmerne på E-Sportsholdet fredage i lige uger frem til jul. Til alle arrangementer vil de unge have mulighed for at købe fornuftig aftensmad.