Dystede og nørdede

Torsdag før ferien var der finale i Naturfagsmaraton i Aabybro

27. februar 2018 kl. 08.38

Ole-Opfinder-stemningen var til at tage og føle på i DGI Huset i Aabybro torsdag inden vinterferien, hvor der var finale i den landsdækkende konkurrence i naturfag det meste af dagen.

Her var cirka 300 elever fra Jammerbugt og Vesthimmerland samlet.

Det er Naturvidenskabernes Hus, der står bag Naturfagsmaraton, og siden november, hvor konkurrencens opgaver blev offentliggjort, er formen blevet pudset af i mange klasseværelser over hele landet.

For udover at være en finaledag, hvor eleverne mødes og dyster på opfindsomhed, er Naturfagsmaraton et undervisningsforløb, som lærere for 5. og 6. klasser kan indarbejde i undervisningen i natur og teknologi.

Eleverne har blandt andet arbejdet med, hvordan en lille landsby i Indonesien kan skaffe rent drikkevand, så børnene ikke længere skal bære tunge spande med vand.

I Naturfagsmaraton arbejder skoleeleverne med andre ord med opgaver, der sætter teknologi på skoleskemaet.

For at få teknologi ind i undervisningen er en vigtig del af formålet med Naturfagsmaraton, fortæller Nanna Seidelin, direktør i Naturvidenskabernes Hus.

- Vi vil gerne inspirere unge til en fremtid med naturfag og teknologi ved at vise dem, hvilken forskel de kan gøre for andre mennesker med viden om teknologi, siger Nanna Seidelin.

- Det er rigtigt spændende og et afbræk fra hverdagen - og sjovt at løse praktiske opgaver, sagde en gruppe fra Fjerritslev Skole.

Peter Nikolajsen er til dagligt lærer i naturfag på Aabybro Skole.

- Dagen er også lidt af en øjenåbner. Det er tydeligt, at eleverne på mange måder ikke er så vant til at eksperimentere, ligesom mange af dem mangler helt basale håndværksmæssige kundskaber, sagde han.

Det er der en enkel forklaring på.

- De er rigtigt gode til at finde færdige svar på deres iPad, siger han.

- Men til gengæld har de så også fået så mange fine aha-oplevelser undervejs i forløbet, smilede han.

iPad eller ej. Caroline Hougaard Jakobsen fra Aabybro havde ikke svært ved at svare på spørgsmålet, hun fik til stafet.

- Det handlede jo om "stop motion," konstaterede hun i hvert fald som det naturligste i verden.

Det blev 6. klasse fra Gjøl Skole, der vandt halvmaraton, oplyser skolen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste