Billede beskrivelse

Drama i topkamp

To røde kort da Brabrand kom på besøg

13. november 2018 kl. 13.46

JAMMERBUGT: Jammerbugt FC overvintrer på 3. pladsen i 2. division efter lørdagens 1-1 hjemmebane mod Brabrand.

Jammerbugt kom i front på en frisparksscoring af AaB-lejesvenden Nikolaj Lyngø efter 35 minutters spil, men i 2. halvleg fik Brabrand udlignet til 1-1 på en scoring af Malthe Boesen.

Selvsamme spiller blev udvist bare fire minutter senere, men Jammerbugt formåede ikke at udnytte overtalssituationen.

Mod slutningen af kampen udviklede det sig til en højdramatisk affære med adskillige gule kort og et rødt kort til Jammerbugts Lasse Steffensen i overtiden.

Taget kampens forløb i betragtning var cheftræner Bo Zinck godt tilfreds med pointdelingen.

- Det udviklede sig til en dramatisk og hårdt spillet kamp, og jeg synes egentlig begge hold havde fortjent et point i dag. Der var for mange ting, der kunne have været diskuteret efterfølgende, til, at man kan snakke om, at et af holdene havde fortjent sejren, siger han.

Resultatet betyder, at Jammerbugt ligger tre point bag Kolding på førstepladsen ved vinterpausen. En placering, Bo Zinck er godt tilfreds med.

- Jeg synes, det er stærkt gået af drengene. Det har været et fantastisk 2018, og det kan vi være meget stolte af. Jeg synes, det er stort, at vi er udfordrer til at rykke op i 1. division, siger Bo Zinck.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste