DMI slukker håb om hvid jul i Nordjylland
Vi får ikke landsdækkende hvid jul i år. Så klar har beskeden længe været fra DMI. Til gengæld holdt vejrtjenesten ind til for få dage siden en dør på klem for hvid jul lokal i Nordjylland.
Nu slukker DMI imidlertid håbet – eller bekymringen – for sne i Nordjylland den 24. december.
- Fredag og natten til juleaftensdag bevæger køligere luft sig ned over Danmark, og en front nærmer sig det sydlige Danmark fra sydvest. På sin vej frem mod Danmark giver fronten regn til kontinentet, men når fronten juleaftensdag møder den lidt koldere luft over Danmark, kan regnen slå over i slud eller muligvis lokal tøsne. Dermed er der en lille chance for lokal hvid jul, lyder det fredag morgen fra meteorolog Martin Lindberg fra DMI.
Ikke set siden 2010
Men selv hvis der skulle komme snelignende nedbør, gæster det altså ikke Nordjylland.
- Chancen for en lokal hvid jul er dog ifølge de seneste prognoser faldet og er nu meget lille. Fronten bevæger sig noget hurtigere østpå, og nedbøren ser dermed ud til kun atnå op over den sydlige halvdel af landet, og nedbøren vil stort set falde som regn eller slud.
Definitionen på hvid jul er, at mindst 90 procent af landet er dækket af mindst 0,5 centimeter sne om eftermiddagen den 24. december.
Det skete senest i 2010. Og historisk set har Danmark blot haft hvid jul ni gange siden 1915, hvor DMI har opgjort fænomenet.