DM-guld til Jetsmark Judoklub
11 årige Signe Serup-Jeppesen fra Grønhøj ved Løkken blev lørdag 11. november nykåret Dansk Judomester 2017, da Dansk Judo Union afviklede DM i Skanderborg med Sjelle-Skørring som værtsklub i Fælleden.
I alt 370 af Danmarks bedste Judokaer deltog ved mesterskaberne, heraf seks medlemmer fra Jetsmark Judoklub, som atter forstod at sætte Jammerbugt kommune på landkortet.
Signe Serup-Jeppesen blev Dansk Mester i pigeklassen under 35 kg hos begynderne, mens Rune Tobias Madsen, Moseby sluttede på en flot 5. plads blandt de 14 deltagere i sin vægtklasse.
Om eftermiddagen, gjaldt det de øvede kæmpere i A- klassen, som virkelig bød på en hård udfordring for Jetsmarks fire deltagere.
Nyoprykkede Sarah Lee Hjortlund, Kaas, og Marius Ferløv Ladefoged, Pandrup, måtte sammen med de mere rutinerede klubkammerater, brødrene Kilian og Henning Sørensen, Pandrup, se sig henvist til placeringer udenfor medalje podiet.
Efter mange hårde og jævnbyrdige kampe, med sejre og nederlag måtte de erkende, at modstanderne havde mere rutine.
Sammen med træner Arne Nøhr, Kaas, og flot forældre opbakning, kunne alle dog smile efter stævnet, og glædes over oplevelsen af, at være en del af Danmarks bedste Judokaer - uden nogen led overlast - og alle var enige om at prøve igen næste år.
- Kampgejst så det klasker, siger Arne Nøhr, træner og formand for Jetsmark Judoklub.