Billede beskrivelse

Det sociale driver værket: Jagtforening fejrer 90 år

26. februar 2023 kl. 09.04
Opdateret kl. 09.10

90 år er værd at fejre. 

Især når de mange år er baseret på samvær og interessefælleskab i foreningsregi. Lørdag var der kaldt til samling i Hjorts Hus i Birkelse, hvor Vedsted Sogns Jagtforening fejrede de første ni årtier. 

Aktive medlemmer var med påhæng inviteret med til arrangementet, der blandt andet bød på servering af helstegt svin. Ligeledes var der naturligvis rig lejlighed til at hygge og dele både jagthistorier og foreningsminder. 

For det er i høj grad det sociale, der driver værket i Vedsted Sogns Jagtforening. Foreningen er stiftet den 2. februar 1933 og mens det dengang var et krav, at man boede i sognet, så skulle medlemmerne også have et ”rimeligt” omdømme som det stod beskrevet i vedtægterne. 

- Sådanne optagelseskrav har vi ikke mere, smiler formand Gert Jensen. 

- Nu er det mest interessen for jagt og for at færdes i naturen, der driver fællesskabet. Vi har en god forening med i alt 44 medlemmer – heraf 29 aktive. Der er dog plads til flere, konstaterer formanden, der i øvrigt også er mangeårig kasserer i foreningen.

Billede beskrivelse

Rullende jagthytte

Vedsted Sogns Jagtforening afvikler årligt 10 fællesjagter. Det foregår dels i Sandmosen og dels i Store Vildmose.  

- Vi lægger altid ud med kaffe og rundstykker, fortæller bestyrelsesmedlem Flemming Vittrup. 

Han er i øvrigt manden bag foreningens rullende jagthytte. Det er en mandskabstrailer, som således transporteres til og fra de forskellige jagtdestinationer. 

- Og så runder vi vores sæson af med den traditionsrige rævejagt, der suppleres med indtagelse af gule ærter. Det er vældig hyggeligt, fastslår han, inden bestyrelsen lader sig forevige. 

Udover Gert Jensen og Flemming Vittrup udgøres bestyrelsen i Vedsted Sogns Jagtforening af Henrik Strøm Larsen, Lars Kristensen, Christian Skovsted og John Nygaard Kravbæk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste