Derfor vælger nybyggere Nørhalne

16. marts 2022 kl. 15.30

Tvillingerne My og Malthe på et år og deres storebror, Villads, på fire år leger i stuen i Nicolajs Have i Nørhalne. Imens byder deres forældre, Eva Rahbek og Rasmus Michelsen, på kaffe. De er en af de 112 familier, der ifølge Jammerbugt Kommune, siden 2008 har bygget hus på en nyudstykket grund i den østligste by i kommunen.

- Det var fordi, jeg gerne ville hjem. Det sagde jeg til hende allerede første gang, hun skulle med hjem til min mor og far. At det var her, jeg skulle bo, fortæller Rasmus Michelsen, der er opvokset i Nørhalne og har haft en dejlig barndom i byen.

Hans hustru, Eva Rahbek, som er fra Nørresundby, supplerer:

- Du var strategisk. Jeg tror, første gang jeg var heroppe, det var faktisk i forbindelse med, der var noget byfest. Og jeg har altid tænkt, jeg skulle være nørresundbypige. Men så forelskede jeg mig jo lidt i det der lokale. Det der med det sammenhold, der var, og at man lavede noget i byen også, siger hun.

Eva Rahbek og Rasmus Michelsen arbejder i henholdsvis Nørresundby og Aalborg, men transporttiden er ikke noget problem.

- Jeg har altid tænkt, inden jeg flyttede herop, at jeg syntes, Vadum var langt væk. Så Nørhalne, det var endnu længere væk! Men når man så bor her, kan du være på arbejde på 12 minutter, fordi så tager man bare motorvejen. Så det kan godt være, det virker som langt væk. Men det er bare stadigvæk så tæt på alting. Du er bare hurtigt derude, fortæller Eva Rahbek.

En god by at bo i

Nørhalne er med sine cirka 1450 indbyggere Jammerbugt Kommunes syvende største by. Her er både skole, børnehave, idrætshal og dagligvareforretning. Og så er det også en by, hvor indbyggerne hilser på hinanden, fortæller Eva Rahbek.

- Man går rigtig meget op i, at det skal være en god by at bo i, altså både for børn og også fodboldklubben. Der er et godt sammenhold, og der er masser af muligheder for voksne også ovre i idrætsforeningen. Så jeg synes generelt også, at selvom man er tilflytter, så er der mulighed for at blive en del af byen. Det er ikke fordi, man bare kommer til at sidde alene. Der er mulighed for at komme til at kende nogen, hvis man har lyst til det. Det er sådan noget, jeg godt kan lide, siger hun.

Eva Rahbek savner slet ikke at bo i en større by som Nørresundby. Hendes mand understreger også, at med tre små børn er det en fordel, at hans forældre bor tæt på.

- Jeg er også meget involveret i fodboldklubben og idrætsforeningen som udvalgsmedlem i fodbold og har været det i mange år. Det er dejligt, når man lige har fået to øl, så kan man godt drikke den tredje, fordi man ikke skal køre hjem, og man skal heller ikke døje med at finde nogen, man kan køre med, hvis ikke man har bil. Der går man bare lige over og ser lidt fodbold eller spiller lidt, og så går man hjem igen. Det er livskvalitet, fortæller Rasmus Michelsen.

Nørhalne for altid

Eva Rahbek og Rasmus Michelsen boede i Dronningensgade i centrum af Nørresundby, inden de købte byggegrund i Nørhalne i februar 2017. Da de flyttede ind i det nybyggede hus i november samme år, var der kun syv-otte andre huse i Nicolajs Have. I dag er alle grunde på vejen bebygget, og der er mere end 30 nye enfamiliehuse. Familien har ingen planer om at flytte.

- Dét tror jeg, vi har snakket om. Det er for altid. Det eneste vi lige har snakket om, det er, at vi ikke lige havde regnet med, at der kom to børn i træk. Vi er ved at finde ud af, om vi skal bygge til i forhold til, at der lige kom et barn mere, end vi regnede med. Vi har da ikke snakket om, at vi skulle flytte herfra. Det er da stadigvæk Nørhalne. Og lige nu er vi så glade for at bo, hvor vi gør, fordi vi har fantastiske naboer. Det er også unge mennesker med børn hele vejen, så lige nu er vi nok mest på at bygge til, fordi vi ikke vil væk fra vejen, siger Eva Rahbek.

Familien på fem kan godt forstå, at Nørhalne er en af Jammerbugt Kommunes mest populære byer for nybyggere. Lige nu er alle grunde i byen bebygget. Men der bliver arbejdet på, at to nye arealer bliver udstykket, så endnu flere familier kan bygge deres tilværelse op i den lille by med vokseværk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste