Der kan bygges i Biersted

Efter flere års tilløb er der nu vedtaget en ny lokalplan

24. februar 2018 kl. 09.15

Jammerbugt Kommune har i længere tid arbejdet på, at det også i Biersted blev muligt at bygge nye boliger. Det bliver der nu, hvor kommunalbestyrelsen netop har vedtaget en lokalplan for 30.000 kvadratmeter jord i den sydlige del af byen. Området afgrænses mod nord af Teglværksvej, mod vest af Haldagervej og et regnvandsbassin, mod syd af Banestien og mod øst af landbrugsarealer og boligerne ved Stationsvej.

Der var glæde hele vejen rundt over at det nu endelig er lykkedes at få byggegrunde i Biersted, der i følge formand for teknik- og miljøudvalget Jens Chr. Golding (V) ikke har haft samme udviklingsmuligheder som de to nabobyer Nørhalne og Aabybro.

På den del af området, der ligger ud mod Haldagervej, ligger en nu lukket børnehave.

Med lokalplanen ønsker Jammerbugt Kommune at få sat fut i byudviklingen i Biersted.

- Der er behov for byggegrunde i Biersted, og nu kan der komme gang i udviklingen, siger Jens Christian Golding (S).

Det område, der er omfattet af lokalplanen, er opdelt i tre. I område 1, der strækker sig fra Haldagervej mod sydøst, og hvor den tomme børnehave ligger, kan der bygges tre parcelhuse eller ni rækkehuse. Der kan også bygges en kombination af de to boligtyper.

I område 2, der ligger nord for Banestien og strækker sig op til område 1, skal der udstykkes grunde til 18 parcelhuse. Ved siden af ligger område 3, og her bliver der plads til maksimalt 20 rækkehusbebyggelser. Alternativt kan der i dette delområde opføres seks parcelhuse.

Adgangen til det nye boligområde skal ske ad en ny vej med korte sideveje fra Haldagervej mod sydøst. Der, hvor den nye vej stopper, skal der laves en stiforbindelse til Banestien syd for lokalplanområdet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste