Brave Biersted-borgere løb sig til 40.000 kroner
Årets Moseløb skæpper godt i kassen og hjælper nye projekter på vej
For tiende gang dannede Biersted rammen om det traditionsrige "Moseløb", og i år havde 130 borgere valgt enten at løbe eller gå henholdsvis 5 og 10 kilometer, mens 55 børn stillede op og gennemførte børneløbet. Overskuddet fra løbet blev i år på omkring 40.000 kroner, som sendes videre til to projekter ved Bierstedhallen.
Det ene er “Mødestedet”, der er et overdækket område ved udgangen til boldbanerne, hvor blandt andre fodboldspillere kan mødes før og efter træning sammen med træneren og sige 'velkommen' og 'tak for i dag'. Samtidig kan området bruges som opholdsområde for forældre, der overværer træningen, 3. halvleg for senior og oldboys. Endvidere kan skolen og crossfit bruge det som et samlingspunkt inden undervisning eller træning.
Det andet byprojekt er "Boldens Arena", som den forhenværende DGI-konsulent Svend Lindahl har bragt på banen. Arenaen skal indeholde forskellige redskaber, som kan bruges i forbindelse med træning og som hygge og leg i skole og fritiden.