Livet her

Danmarksmester står bag stor faldskærmskonkurrence i Blokhus

02. juni 2021 kl. 14:00

Nogle er heldige at få en knallert. Andre må nøjes med nye strømper. Til sin 16-års fødselsdag fik Torben Glud sit første faldskærmsudspring. Vel at mærke et solospring - ikke et tandemspring, som mange andre begynder med.

Siden har faldskærmsudspring været hans store passion. I dag er han både på det civile og på militær-landsholdet i faldskærmsudspring samt regerende danmarksmester.

Torben Glud står også bag faldskærmskonkurrencen, Blokhus-Open International Parachute Competition, der for anden gang folder sig ud på himlen over Blokhus fra 18. til 20. juni. Han deltager selvfølgelig også selv.

- Vi springer fra én kilometers højde og skal ned og ramme et punkt, der er to centimeter i diameter. Det er det samme som en dansk to-krone, fortæller Torben Glud.

Første gang, der var faldskærmskonkurrence i Blokhus, var i 2019. Der skulle også have været afholdt en i 2020, men den blev aflyst på grund af corona og manglende sponsorindtæger.

Mere publikumsvenligt

Da Torben Glud gik i gang med faldskærmskonkurrencen i 2019, var det første gang, han prøvede at arrangere en stor event. Det gav nogle nyttige erfaringer, så årets konkurrence bliver endnu mere publikumsvenlig.

- Selvom første gang var fantastisk, bliver det bare endnu mere fantastisk i år, fortæller han og fortsætter:

- Den her konkurrence er ret spændende, hvis man lægger mærke til resultaterne. Dem kommer vi til at vise på en storskærm, hvor man kan følge med. Vores speaker snakkede ikke så meget i 2019, det kommer hun til år.

Et andet nyt tiltag handler om, hvordan man tanker flyene på stranden. Tilsammen skal de nye foranstaltninger gøre det sjovere at være tilskuer i år.

Ren vind i Blokhus

Torben Glud er født og opvokset i Kaas. Derfor kender han vindforholdene på Blokhus Strand, hvor han gennem årene har sprunget i faldskærm adskillige gange. Vinden her er noget helt særligt

- Det har altid været specielt at lande deroppe, fordi vinden den er simpelthen så ren. Det vil sige, den har ikke været hen over nogle bygninger, den har ikke været hen over nogle træer. Og der er ikke den store farveforskel på vandet og stranden. Og det gør så, at vinden er fuldstændig ren. Der er ikke noget turbulens. Der er ikke noget mekanisk turbulens. Så man er sikker på, at man får den rigtige vind deroppe. Og det kan jeg godt lide. Så det er nogle helt specielle forhold at springe under. Vi kommer ikke til - på noget som helst tidspunkt - at springe under nogle forhold, der er så gode, som der er oppe ved stranden, nogen som helst steder i verden, siger Torben Glud.

Ven med BS

Da Torben Glud på sin 16-års fødselsdag hoppede alene ud af et fly med en faldskærm på ryggen, var han Danmarks yngste faldskærmsudspringer.

Den senere berømte jægersoldat med meget mere, BS Christiansen, boede dengang i Moseby og var venner med Torben Gluds forældre.

- Han var sådan et stort idol for mig. På det tidspunkt var han jo ikke kendt eller noget som helst, men han var sgu’ en god fyr. Han tog mig lidt ind under sine vinger. Han blev lidt en reservestorebror for mig. Og tog mig med ud til alt det her faldskærm og ud i Jægerkorpset. Så jeg prøvede alt muligt sammen med ham. Jeg var med til mange af de faldskærmskonkurrencer, som han var med til. Så allerede inden jeg faktisk var startet med at springe i faldskærm, kunne jeg pakke en faldskærm. Så siger BS til mig: ”Prøv at og hør, i 16-års fødselsdagsgave” - du må først starte med at springe i faldskærm når du er 16 år i Danmark. Og han siger så, ”i din 16 års fødselsdagsgave, der vil jeg gerne give dig et faldskærmsudspring,” fortæller Torben Glud.

BS var selv pilot, da 16-års fødselaren skulle have sit første udspring. Mens den faldskærmsudspringer, som har flest spring i Danmark, var hans instruktør.

- Så jeg var under kyndig vejledning, siger Torben Glud.

Hvad sagde dine forældre?

- De kendte jo BS, så de var fuldstændigt trygge ved det her, siger en smilende Torben Glud.

Siden er faldskærmskarrieren gået slag i slag.

- Allerede året efter, jeg var startet, kom jeg med på ungdomslandsholdet inden for præcision og stil, som det hed dengang. Nu springer man kun præcision. Ret hurtigt derefter kom jeg med på det rigtige landshold. Og var med til mit første VM i 1990 nede i Slovenien, fortæller Torben Glud.

Han kom ind til militæret som 16-årig, hvor han blev de følgende 10 år. Her opnåede han en plads på militærlandsholdet i faldskærmsudspring. I dag er han både udtaget til militær- og civillandsholdet. Han er desuden regerende danmarksmester i præcisionsspring.

Kontormøbler og konkurrencer

Ved siden af karrieren som faldskærmsudspringer har Torben Glud sit eget firma, hvor han sælger kontormøbler. Alligevel er der blevet tid til at arrangere den største konkurrence i faldskærmsudspring, der nogensinde er blevet afholdt på dansk jord.

Torben Glud fortæller, at der deltager 18 hold med fem springere på hver. De kommer fra 10 forskellige lande.

- Man springer både på et hold og også som individuel. Det vil sige, at ens holdresultat tæller også individuelt, fortæller den regerende danmarksmester, der satser på et godt resultat både individuelt og for holdet.

Hans hold vandt da også konkurrencen i Blokhus i 2019.

Som publikum vil man opleve, at to fly på skift letter fra stranden med et hold faldskærmsudspringere. En efter en springer de ud i én kilometers højde og styrer mod det lillebitte mål på Blokhus Strand. I løbet af konkurrencens tre dage bliver det til 720 udspring, så der bliver nok at se på i dagene 18. til 20. juni.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu