Dan Rachlin blogger fra Nørhalne
Susanne Bøg Søndergaard står bag nyt blogfællesskab, hvor hun også selv blogger
Nørhalne: Blognetværket "OnBlog.dk" er for ganske nyligt gået i luften fra en privat husstand i Nørhalne.
Det er Susanne Bøg Søndergaard, der står bag det nye blogfællesskab, som hun har bygget op fra bunden sammen med sin kæreste.
Her inviterer hun alle interesserede over 18 år til at blogge, ligesom hun selv har et par blogge i gang.
- Jeg har valgt at blogge om mit personlige univers og blandt andet fortælle om den store bryst- og maveoperation, jeg gennemgik for et par år siden, fortæller hun.
Hun medgiver, at det er meget personlige ting, der går meget tæt på hende selv, som hun deler på bloggen.
- Men jeg har det selv sådan, at hvis jeg skal bruge min tid på for eksempel en blog, så skal den indeholde noget, der fanger mig og giver mig lyst til at læse videre, siger hun.
- Og så er man altså nødt til at give noget af sig selv.
Indtil videre har en god håndfuld bloggere af begge køn meldt sig med alt fra småfilosofiske hverdagshistorier til kageopskrifter og blogs om biler.
- Og så er vi jo superglade for, at Dan Rachlin, der er en meget erfaren blogger har valgt at blogge hos os, siger Susanne Bøg Søndergaard, hvis kæreste Anders var den, der bragte ideen om Dan Rachlin på bane.
- Anders havde mødt Dan i forbindelse med noget fodbold, og vi synes begge to, at han har meget på hjerte, siger Susanne Bøg Søndergaard.
Hun har indtil videre ikke oplevet, at det har været nødvendigt at afvise nogen på bloggen.
- Men det er klart, at vi jo ikke tillader for eksempel blogs med et stærkt racistisk eller diskriminerende indhold.
- Men jeg vil sige, at vi er ret åbne ellers, slutter Susanne Bøg Søndergaard.