Caféen i Brovst: Det bliver så godt
Det ser ikke så godt ud i øjeblikket, men det skal nok komme. Det fortæller Jeanette Bendixen og Charlotte Bornefelt, der overtog Caféen i Brovst sidste år kort før jul.
- Desværre er vi ramt af den verdensomspændende mangel på byggematerialer. Glarmesteren kan ikke skaffe glas til ruderne, så i øjeblikket er der finerplader for nogle af ruderne ud mod gågaden, forklarer Charlotte Bornefelt.
- Vi er blevet lovet ruderne i begyndelsen af marts. Det glæder vi os til, så vi kan få peppet facaden ud mod gågaden op. Det skal nok blive flot med nye ruder og en ordentlig gang maling.
Indvendig har Caféen fået den helt store overhaling i bar-lokalet, hvor der er kommet nyt fadølsanlæg, nye spillemaskiner og jukeboks. I lokalet ved siden af er der indrettet en lounge med lædersofaer og et billard-lokale med nye pool-borde.
Dart-rum på vej
- Vi har også planer om et dart-rum, men det kan vi ikke komme i gang med, før vi har fået de nye ruder. Men det bliver så godt, når det kommer, lover Charlotte Bornefelt.
- Vi har fået en fantastisk modtagelse, både fra stamkunderne og nye kunder, fortæller Jeanette Bendixen.
Fredag aften var den første aften, hvor vi havde åbent uden corona-restriktioner. Der var stuvende fuldt af gæster og bragende god stemning hele aftenen. Der er ingen tvivl om, at Caféen dækker et stort behov i Brovst.
Caféen har åbent til kl. 2 fredag og lørdag – og til kl. 21 på hverdage.
De to cafe-ejere planlægger at holde åbningsreception den 19. februar, hvor de byder på en bid mad og en velskænket fadøl.