Byen med de mange tårne vil have et udsigtstårn
Arkitekttegninger for udvidelse af Skovsgård Hotel blev fremvist på informationsmøde
- Bare der nu er kartofler nok, lød det bekymret fra et af bestyrelsesmedlemmerne ved det runde bord, da der tirsdag 30. maj var inviteret til informationsmøde om byggeplanerne for Skovsgård Hotel. 10 af de 60 fremmødte i salen havde tilmeldt sig for sent til kogt oksespidsbryst og peberrodssauce.
- Det er der helt sikkert, lød svaret fra leder og krofatter Erik Klit Christensen, han er nemlig vant til den manglende disciplin. Nogle, der til gengæld har lært at arbejde disciplineret, er hotellets bestyrelse. Det er kommet hen ad vejen i en lang proces, der startede for tre år siden med ønsket om at købe det tidligere bageri, der oprindelig har været en del af Skovsgård Hotel. Det traditionsrige jernbanehotel blev bygget i 1910 og har været gået fallit flere gange, indtil det i 1992 blev solgt på andelsbasis til byens borgere og omdannet til en socialøkonomisk virksomhed.
Adskillige møder og workshops er gået forud, inden Realdania i maj 2016 gav tilsagn om 300.000 kroner i støtte til en forundersøgelse, hvor konsulenter og arkitekter har været tilknyttet.
På aftenens informationsmøde fortalte leder Erik Klit Christensen og projektmedarbejder Jenny Holm Hviid om resultatet af forundersøgelsen og lidt om processen. Om vejen fra en idé om at købe naboejendommen for at udvide hotellet med flere værelser og indrette et "landsbyhjørne" i de 140 kvadratmeter - til udarbejdelse af en forretningsanalyse, en forretningsplan og endelig den arkitektskitse, der som aftenens højdepunkt skulle præsenteres af arkitekt Lars Thiis fra Cubo.
- Det har været en lang proces, længere end man i sin vildeste forstand havde kunnet forestille sig, fortalte Jenny Holm Hviid.
Skovsgård Hotel kan det der med mad, fest og gæster, og med udarbejdelse af forretningsplanen og det fem års driftsbudget, vil det blive nemmere at tjene penge på disse kerneområder fremover.
- men målet er dog ikke at blive et Hilton Hotel, understregede Jenny Holm Hviid
I planlægningsgruppen har man lært, at ting tager tid, men buddet herfra er nu, at finansieringen falder på plads i år, og at byggeriet kan gå i gang næste år. Der er ansøgt om penge hos Realdania og TrygFonden og en ansøgning er på vej til Den A.P. Møllerske Støttefond.
Arkitektens forslag
Arkitekt Lars Thiis indledte sin præsentation med at vise historiske fotos af Skovsgård hotel. Det er her, han har hentet inspiration til sine tegninger.
- Det gamle mejeri skal fornemmes i det nye byggeri, sagde Lars Thiis, der også fortale, at han skam ikke bare var sådan en, der kom udefra, men engang har boet på egnen og kendte bagerens døtre.
Det gamle gode skal bevares, f.eks. salen, fremgik det af den plantegning, som arkitekten havde med. Der, hvor der sker noget nyt er især midt i hotellet, hvor der installeres en elevator. Køkkenet bliver udvidet bag til, og der skal være personalefaciliteter i den gamle garage. På første sal skal de eksisterende værelser renoveres og indrettes med nye toiletter. Anden sal skal nyindrettes med værelser med kviste, så dagslyset kan lukkes ind. Øverst er der skitseret et udkigstårn i glas, der skal vidne om en by, der er kendt for sine mange tårne.
Bygningens uskønne bagside med kalksandsten skal males i en teglstensfarve, så den falder i et med facaden. Selv om Lars Thiis har forsøgt at være tro mod den oprindelige bygning, så er der ikke den samme symmetri i den nye bygning, som der var i det gamle jernbanehotel, og vinduerne bliver heller ikke skiftet ud. Det bliver for dyrt. Hvor dyrt hele byggeriet ender med at blive, det spørgsmål vrider arrangørerne sig lidt ved at få stillet, for de kan ikke rigtig få tallet over deres læber.
- Men når der nu skal 90 nye døre i og tages hensyn til brandsikkerhed og støjniveau, så kan man nok regne ud, at det ikke bliver helt billigt, funderer leder Erik Klit Christensen, der dog godt vil røbe, at der er tale om et tocifret millionbeløb. Men så er det også til et hotel, der er så meget mere end bare et hotel - det er også et socialt eksperiment og en landsbys fællesskab og identitet.