Brumbassen har fået luft under vingerne

Børn: Pandrups nye idrætsbørnehave har taget imod de første børn - og kan melde fuldt hus

21. april 2020 kl. 08.15

Pandrup: Inden længe er der atter liv i de gamle bygninger, der i årtier var Cannerslundvejens børnehave i Pandrup.

Faktisk er de første børn startet i Brumbassen - men også her kom Corona på tværs.

Og rammerne er skam også som de var, fortæller Gitte Bach, indehaver af Brumbassen, som mange allerede kender fra Pandrup, men som nu er blevet en integreret institution med idræt som speciale.

- Vi har ikke pillet ved selve bygningens konstruktion, fortæller hun. Der har da heller ikke været de store overraskelser i den aldrende bygning.

- Nej, den var faktisk i rigtigt fin stand - og det eneste bump på vejen, var et indbrud, hvor håndværkerne mistede deres værktøj, fortæller Gitte Bach.

- Men alt er til gengæld blevet renoveret.

Fuldt hus

Institutionen får 19 vuggestuebørn og 27 børnehavebørn, og der er allerede fuldt hus, fortæller Gitte Bach.

I spidsen for børnehavedelen står Siri Seglem, og hun er ikke noget helt tilfældigt valg.

Hun er nemlig tidligere norsk landsholdsspiller i håndbold.

- Jeg glæder mig så meget til at komme i gang, siger hun og peger ud på den nyindrettede legeplads.

- Og jeg har SÅ mange planer - bare vent til, vi får gjort gymnastiksalen i kælderen klar, kommer det entusiastisk.

Gitte Bach lægger ikke skjul på, at det selvfølgelig var med en vis bæven i maven, at hun overtog den gamle børnehave.

- Men det er simpelthen blevet fuldstændigt som jeg ønskede mig, og jeg er bare så godt tilfreds, siger hun.

- Nu glæder vi os bare til, at børnene for alvor rykker ind, så her også kan blive glade barnestemmer igen.

Det var naturligvis meningen, at der skulle have været festivitas i forbindelse med åbningen.

- Det har vi selvfølgelig været nødt til at udsætte, siger Gitte Bach.

- Men det betyder ikke, at vi ikke holder noget på et andet tidspunkt - for det gør vi, fastslår hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste