Billede beskrivelse

Brugsen i Birkelse kæmper for overlevelse - endnu en gang

23. juni 2018 kl. 20.09
Opdateret kl. 21.31

Det er langt fra sikkert, at Birkelse i fremtiden har en nærlokal dagligvarebutik. Dagli’ Brugsen er i krise, og mandag klokken 19.30 holdes der et informationsmøde for interesserede i gymnastiksalen ved Ulveskov Skole.

Efter fem års underskud i den lokale brugs skal der nemlig ske noget drastisk, hvis indkøbsmuligheden skal blive i byen. Det understreger brugsformand Tove Brander Hejlesen.

- Det her er sidste chance for at få det til at køre. Vi har brug for mere salg og mere opbakning for at drive brugsen. Så det er informationsmøde, men vi efterspørger også folks tilkendegivelse på situationen, siger hun.

Tilbage i februar var der borgermøde omkring situationen i Dagli’ Brugsen Birkelse. Det resulterede i en øget omsætning de følgende måneder. Men nu er butikken tilbage på et niveau, hvor det ikke kan køre rundt.

- Vi var meget lyttende og har arbejdet med det, der blev foreslået. Vi har sat en masse i værk efterfølgende, og vi så jo en stigende omsætning. Men den faldt igen. Med en så sårbar økonomi som vores, hvor man kæmper med at betale regningerne, kan det mærkes med det samme, siger Tove Brander Hejlesen.

Et presserede punkt er også en forestående renovering, som fødevarekontrollen kræver. Derfor skal brugsforeningen skaffe omkring 150.000 kroner til at renovere gulvet på lageret. Penge skal findes inden september.

Dermed vil bestyrelsen også vente på reaktioner og tilbagemeldinger, før de begynder at samle penge ind. Det kræver nemlig stor opbakning.

- Nu er det virkelig alvorligt. Det er ikke løgn. Der skal ske noget. Så vi skal have folks tilkendegivelser på det. Hvis de er imod det, så har vi ikke noget fremtid og for lille basis til at drive en dagligvarebutik, siger formanden.

Tove Brander Hejlesen peger på en længere række faktorer, der har gjort grundlaget for Dagli’ Brugsen vaklende i Birkelse.

- De ophævede jo lukkeloven. Så havde vi kloakrenoveringen i tre år, som vi virkelig kunne mærke. Vi har en teori om, at folk får andre vaner på de år, og de er svære at bryde. Vi er også tæt Aabybro, mens mange i byen arbejder i andre byer. Så er der nok nogle, der handler ind på vej hjem fra arbejde, påpeger hun.

- Og så har Coop sat en masse varer fast ned. Det koster også lidt, og det kan vi ikke tåle med så svær en økonomi, som vi har haft i lang tid. Der skal mere salg til, fastslår Tove Brander Hejlesen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste