Billede beskrivelse

Brug for lejeligheder

10. november 2017 kl. 14.25

Formand for Aabybro Borgerforening, John Eskerod, mener, at planerne om at bygge flere lejligheder i Aabybro er en god ide og, at det samtidig vil give mere liv i Aabybro Centret. Men han har også forståelse for, at en rammeplan, der giver mulighed for at bygge i op til syv etagers højde giver utryghed hos naboerne.

- Der er jo planer om at bygge 100 til 120 lejligheder i Aabybro Centret ved at bygge i højden. Det vil skabe mere liv i centret og boligerne får en god placering nær indkøbsmuligheder, siger han.

Samtidig henviser John Eskerod til, at Nørresundby Boligselskabs opførelse af 60 lejligheder i midtbyen er blevet en succes.

- Mange ældre vil gerne sælge huset og så blive boende i byen i en lejlighed, forklarer han.

- Derfor er det en god ide at bygge lejligheder inde i byen og ikke i udkanten af byen, tilføjer han.

Men et højt byggeri kommer til at genere naboer.

- Jeg ville heller ikke være særlig vild med at få et byggeri med syv etager i mon baghave. Så ville jeg også være betænkelig, med mindre jeg fik en kompensation, siger formanden for borgerforeningen.

Dog påpeger han, at det langt fra er besluttet, at der skal bygges i op til syv etager, eller at det vil ske på den yderste kant af centret.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste