Borgmester kæmper for bedre lægedækning i Aabybro
Jammerbugt Kommune med Mogens Christen Gade i spidsen har sat sig for at arbejde for en bedre lægedækning i kommunen.
Derfor har borgmesteren og formanden for region Nordjylland, Ulla Astman, nu sat datoen for et møde, hvor de sammen skal tale om, hvordan lægedækningen i kommunen kan blive endnu bedre.
I øjeblikket er lægernes ydernumre delt op i de fire hovedbyer Brovst, Fjerritslev, Pandrup og Aabybro - og ifølge Region Nordjyllands egne opgørelser, er der enkelte steder, hvor der er udfordringer i forhold til borgernes mulighed for at få en læge i deres nærområde.
Det skal dog ikke forstås sådan, at borgerne ikke har mulighed for at få en læge - men der er klinikker, der har lukket for tilgang af flere patienter.
Det gælder blandt andet i Aabybro, hvor der sidste år var lukket for tilgang af nye patienter. Derfor har flere oplevet at blive henvist til andre klinikker, blandt andet i Pandrup.
Flere borgere i Aabybro har også læge uden for kommunen, hvilket blandt andet skyldes, at en læge har valgt at flytte fra Aabybro i Jammerbugt Kommune til en adresse i den nordvestlige del af Aalborg Kommune. Flytningen har samtidig betydet, at regionen har valgt at oprette et nyt ydernummer i Aabybro, så der nu er tre ledige ydernumre.
I øjeblikket er der i alt fem ledige ydernumre i Jammerbugt Kommune med tre i Aabybro og to i Fjerritslev, men kommunen har ikke krav på, at regionen sørger for flere læger til de ledige ydernumre, da borgerne set over et hele er sikret lægedækning i de nærliggende klinikker. De ledige ydernumre skal ifølge Region Nordjylland i højere grad ses som en slags "buffer", altså en ekstra kapacitet, der kan tages i brug ved behov, for de læger, der blandt andet er i Aabybro, hvis det viser sig, at de gerne vil have en ny læge i klinikken og dermed har behov for at købe endnu et ydernummer eller en ny læge melder sig på banen.
For blandt andet at dæmme op for problematikkerne med, at flere oplever problemer med at få en læge i deres nærområde, har flere af lægeklinikkerne givet tilsagn til regionen om, at de ønsker at åbne for tilgang af endnu flere patienter end de har haft i 2017. I Aabybro betyder det, at lægerne vil åbne for tilgang af yderligere 200 patienter, mens man i Fjerritslev vil åbne for tilgang af op mod 8100 patienter mod i dag knap 6500 patienter.