Billede beskrivelse

Borgere klar til at købe købmandsbutik

Flere end 100 borgere var mødt op til borgermøde, der skal sikre indkøbsmuligheder i Halvrimmen

18. juli 2022 kl. 10.15

Halvrimmen skal have en købmandsbutik igen. Det var der enighed om hos de langt over 100 borgere, hovedsageligt fra Halvrimmen, men også fra de omkringliggende lokalområder, der forleden var mødt op i ØAH-Hallen for at drøfte de fremtidige indkøbsmuligheder i byen. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Den tidligere købmand valgte at lukke tidligere på året, og siden har der været udvist interesse fra flere siden for at overtage forretningen. Det er imidlertid blevet bremset, blandt andet fordi det har været svært at låne den fornødne kapital til købet.

Derfor er det nu besluttet, at byen igen forsøger at skaffe midler til at købe bygningen for siden at leje den ud til en købmand. Det samme skete i 2020, hvor Halvrimmen Netværk blev stiftet, og på knap tre uger fik solgt anparter for op mod 700.000 kroner. Denne gang tyder det også på, at der er stor opbakning - foreløbig har arbejdsgruppen fået tilsagn om køb af næsten 100 anparter, og det tal forventes at stige en hel del den kommende tid. Anparterne er som udgangspunkt på 5.000 og 2.500 kroner.

Lokalbefolkningen gav også tilsagn om, at de er klar til at smøge ærmerne op og give en hånd med, hvis det bliver aktuelt at skulle renovere og istandsætte bygningen.

Der skal nu søges blandt andet penge flere steder, ligesom tanken er undersøge, om der eksempelvis er fonde, der kan og vil bidrage til sagen.

Det afgørende er lokalbefolkningens opbakning, og den 9. august er der stormøde i ØAH-Hallen, hvor man kan give endeligt tilsagn om køb af anparter. Her vil der blive orienteret om, hvor langt man er nået med forhandlinger om købet, og desuden vil der være en konsulent fra dagligvarekoncernen Dagrofa til stede for at besvare eventuelle spørgsmål.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste