Boksestævne i Thorup-Klim Hallen

04. marts 2018 kl. 20.40

Det er igen blevet muligt at arrangere boksestævne i Klim og BK Orion er i fuld gang med at lave kampe til første stævne, der løber af stabelen fredag 16. marts.

BK Orion satser på at få to stærke lokale boksere i ringen, Victor Trier Danielsen og Tobias Kristensen, der begge stammer fra Klim og har store forhåbninger om at gøre en rigtig god figur, når de træder ind i ringen i deres barndomsbyer.

BK Orion håber også på at kunne præsentere klubbens kvindelige bokser, Hanna Nielsen, men det er dog stadig uvist, om hun bliver klar. Klubben har noget i baghånden, da BK Orion denne aften vil præsentere to nye skud på boksehimlen. Det er Dicte Brun, datter af tidligere jysk-dansk og nordisk mester, Laurits Brun, og Victoria Jønson, datter af tidligere bokser Rene Jønson. De vil i pausen vise deres kunnen sammen med Laurits Brun. BK Orion har et samarbejde med Løgstør Bokseklub, en ny klub der endnu ikke er blevet registreret under JABU og derfor bokser under BK Orion. Herfra stiller klubben med fire boksere.

Der arbejdes på højtryk for at finde kampe til alle bokserne og der er store forventninger om et godt stævne med op til 12 spændende kampe.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste