Børnehavebørn på tur til Thorup Strand
børnehavebørnene fra Storkereden, Klim, var for nylig på tur til Thorup Strand. Turen blev til i forbindelse med det emne, som børnehaven arbejder med i øjeblikket, nemlig livet ved havet i Thorup Strand.
Hjemme i børnehaven har børnene lært om sand, vand, sten, forskellige fisk, fiskekuttere og redningsstationen - og alle har “bygget" deres egen fiskekutter.
På turen til Thorup Strand havde børnene en aftale med to lokale fiskere, Michael og Gert, om at børnene kunne få lov til at se en rigtig fiskekutter. Det var en stor oplevelse for børnene at komme ombord i kutteren og undersøge tingene. Bagefter viste Michael, som også er redningsmand, Thorup Strands redningsstation frem med den store traktor, redningsbåden og redningsbilen. Børnene var meget optaget af det de hørte og så og synes, det var spændende at få lov til at sidde og styre køretøjerne og bådene.
Børnene oplevede også bulldozere, is til nedkøling af fisk, fik kastet en masse sten i vandet og hoppet rundt i sandet.
Til frokost rykkede Storkeredens køkkendame, Eva, ud af de vante rammer i børnehaven og serverede hjemmelavede pizza i naturen. Derefter blev tid til at lege lidt inden bussen hentede børnene igen. Det var en flok trætte børn, der kom tilbage til børnehaven efter en begivenhedsrig dag ved Thorup Strand.