Børn satte i løb for at hjælpe andre
På Fjerritslev Skole var det 8.PM, der stod for det praktiske arrangement. Inden løbets afvikling var eleverne ude i alle klasserne og fortælle om det praktiske forløb med at deltagerne skulle forsøge at skaffe sponsorer, der vil bidrage med et fast beløb eller et beløb for hver runde man kunne klare. I klasserne blev der også fortalt lidt om børnelungefonden der fik glæde af dette års overskud. Fonden har forpligtiget sig til at bruge mindst 70 procent af beløbet til forskning i kritiske børnelungesygdomme. Resten bruges til aktiviteter for lungesyge børn. Løbet afvikles også i Norge, Sverige og Finland hvor overskuddet går til børnekræft organisationer.
Vejret var rigtigt godt til løbet. En bidende kold vind gjorde, at det var de færreste, der havde lyst til at stå stille for lang tid af gangen - og det må jo give flere penge til det gode formål.
På markedspladsen blev der lavet en 800 meter lang runde, som de flittigste elever nåede rundt på 15 gange, hvilket giver flotte 12 km løbet til fordel for lungesyge børn.
Efter løbet var der armbånd og frugtdrik til alle deltagere, som efterfølgende kunne gå på påskeferie forvisset om, at de denne dag ikke kun havde løbet for at holde varmen, men fordi det gjorde en forskel for andre.