Børn planter skov i Thorup-Klim

28. november 2017 kl. 15.52

Hvert år arbejder elever fra Thorup Klim Samdrift med naturfaglige projekter for, at skolen kan erhverve sig det grønne flag fra Friluftsrådet. I år har skolens mellemtrin i perioden 13.-17. november været en del af det nationale klimaprojekt, som hedder Genplant Planeten.

50.000 træer blev i denne periode sat i jorden over hele landet og også i Nordjylland havde hundredvis af skolebørn fået jord under neglene, da de var med til at plante træer både på skolernes egne områder og i lokalområdets naturområder.

Thorup Klim Samdrift fik af projektet tildelt 700 blandede træer og valgte selv at tilføje ekstra 300 træer, så deres skov kom til at bestå af i alt 1000 træer. Og som noget ganske ekstraordinært fik skolen af nogle forældre tildelt et område, som elever og lærere i fællesskab måtte plante skoven på.

Eleverne fra især mellemtrinnet var desuden ude i Vester Thorup Klitplantage for at nedtage ca. 400 vildthegn, som de havde fået lov til at genbruge omkring det nyplantede skovområde, så træerne kunne vokse i fred og ro den første tid. Ugens arbejde sluttede med, at også indskoling deltog med at få plantet de sidste træer. Dermed blev det en skov for hele samdriften.

Planen er, at skolen og eleverne over de næste par år skal følge skovens udvikling og passe og pleje den. Udover vil skolens undervisere udvikle mulighederne for at kunne formidle viden omkring skoven og dens betydning for det globale klima og det lokale miljø og dyreliv. Eleverne har arbejdet på tværs af klassetrinnene og har været meget aktive både i det praktiske arbejde men også i det faglige. Her er der bl.a. er blevet lavet præsentationer og stopmotion film, som viser den faglige viden, som eleverne har erhvervet sig.

På Thorup Klim Skole er man ikke et øjeblik i tvivl om, at det er vigtigt at give børn lyst og viden til at udvikle verden i en mere bæredygtig retning. Med Genplant Planeten får børnene efter skolens overbevisning mulighed for selv at handle aktivt i kampen mod klimaforandringer og lære, hvorfor det er vigtigt at værne om vores natur.

Eleverne har som en del af projektet Genplant Planeten fået undervisning i skoven og dens funktion i naturen, samt hvordan træer spiller en nøglerolle i forhold til at mindske CO2-udledning til atmosfæren og afhjælpe nogle af klodens mange klimaproblemer.

Genplant Planeten gennemføres af Dansk Skovforening og støttes økonomisk af Nordea-fonden, Ørsted, Udlodningsmidler til friluftsliv, Danske Planteskoler og 15. juni Fonden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste