Billede beskrivelse

Bøger lige til døren

Bøger: Fra uge 16 har Jammerbugt Bibliotekerne tilbudt at levere bogposer

17. april 2020 kl. 12.00

Jammerbugt: Mon ikke der sidder en del læseheste derude og savner en god bog fra bibliotekets hylder? Det er der nu råd for.

Biblioteket leverer nemlig en pose bøger, som bliver pakket efter lånerens ønsker.

- Jammerbugt Bibliotekerne disponerer p.t. kun over de bøger, som står på Jammerbugt Bibliotekernes hylder. Derfor er det desværre ikke muligt at bestille konkrete titler, og det er heller ikke muligt at få skaffet bøger hjem fra andre biblioteker, oplyser bibliotekar Berit Bjørn.

Til gengæld kan man ønske bøger i bestemte genrer.

For at bestille en ”bogpose to go” skal man være oprettet som bruger på Jammerbugt Bibliotekerne. Der findes en formular på bibliotekernes hjemmeside, hvor man kan bestille sin bogpose to go.

God hygiejne

Bøgerne i posen skal ikke afleveres, før Jammerbugt Bibliotekerne igen har åbent for offentligheden. Bibliotekerne har på forhånd sat en afleveringsdato, som ligger 6 uger frem.

- Hvis man er studerende og har brug for materiale til en opgave, vil bibliotekerne kun i begrænset omfang kunne hjælpe dig, idet der som sagt ikke er mulighed for at skaffe bøger fra andre biblioteker, så i stedet henvises der til www.biblioteksvagten.dk

Bogposen to go sættes foran lånerens dør, således at der ikke er fysisk kontakt mellem modtager og personale.

Berit Bjørn gør også opmærksom på, at biblioteket ikke tager bøger retur, når man modtager bogposen to go. Alle de bøger, lånere har lånt fra Jammerbugt Bibliotekerne, skal først afleveres, når bibliotekerne igen åbner for offentligheden.

- Jammerbugt Bibliotekerne følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger om hygiejne og sikkerhed. Personalet spritter hænder af mellem hver pakning, og vi afspritter jævnligt vores arbejdsstationer. Ved håndtering af bøger til poserne bærer personalet handsker, oplyses det.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste