Bodil og Johannes giver deres livsværk videre

26. maj 2018 kl. 10.03

Fredag eftermiddag havde Nørhalne VVS inviteret til reception i Nørhalne Hallen i anledning af, at virksomheden har gennemført et glidende generationsskifte.

Efter 48 år som selvstændige siger Bodil og Johannes Nielsen nu farvel til det firma, som i så mange år har været familiens levebrød og omdrejningspunkt.

- Det bliver da et stort savn at miste den daglige kontakt med kunder og medarbejdere, men firmaet er jo i de bedste hænder, siger Johannes Nielsen.

Den fremtidige ledelse og ejerkreds er hans yngre bror, Johnny Nielsen, og Mogens Østergaard. Johnny Nielsen fortsætter med sin stilling som entreprisechef og bliver også direktør. Han startede i virksomheden som entreprisechef i 1993.

Mogens Østergaard supplerer sin rolle som afdelingsleder for industri og fjernvarme med også at stå for den daglige ledelse af privatkunde- og energiafdelingen. Han kom til Nørhalne VVS fra et job som afdelingsleder i LH Rørbyg for tre år siden.

Og op mod 300 privatkunder, samarbejdspartnere, leverandører og medarbejdere kiggede forbi til receptionen.

- Det er en speciel og fantastisk dag, og vi er glade for at der er kommet så mange. Det er rigtig dejligt, siger Johannes Nielsen.

Johnny Nielsen fortæller, at der nu sker en glidende overgang med overdragelse af netværk og forbindelse.

- Og Johannes vil altid være der med sin baggrundsviden, siger han.

Det hele begyndte i 1970, da Johannes som 22-årig blikkenslagersvend og den kontoruddannede Bodil besluttede sig for at starte for sig selv, og Nørhalne VVS lagde fra land i barndomshjemmet på Engvej ved Nørhalne, som Johannes Nielsen havde overtaget.

- Jeg ville gerne være selvstændig og bestemme selv og så det som en udfordring at få forretningen til at gå rundt, siger Johannes Nielsen.

Og det gik godt. Firmaet voksede til at tælle 10 mand, men krisen satte ind i slutningen af 1970’erne og blev efterfulgt af byggekrisen i 1980’erne. Det forhindrede dog ikke Nørhalne VVS i at flytte ind i det tidligere mejeri på Bygaden i Nørhalne, hvor der var plads til værksted, kontor og privatbolig.

Mens flere VVS-firmaer i naboområdet ikke klarede de trange tider, så undgik Nørhalne VVS de røde tal bundlinjen.

- Vi har altid spredt os bredt over forskellige typer arbejde, og det reddede os. Efter oliekrisen gik vi straks ind med komponenter indenfor alternativ energi som varmepumper, solvarme og halmfyr, fortæller Johannes Nielsen, der altid har været meget interesseret i alternativ energi.

Desuden var der en hel del arbejde for vandværkerne samt blikkenslagerarbejde, og senere blev naturgassen rullet ud, ligesom Nørhalne VVS havde kastet sig over entrepriser.

Virksomheden har gennem årene eksempelvis været med til at opføre 250 boliger i Lindholm Søpark, 419 boliger i Da Vinci Parken, Vendsyssel Teater samt mange andre spændende bolig- og erhvervsbyggerier i Nordjylland.

Og det var faktisk under indvielsen af boligselskabets administrationsbygning i Lindholm Søpark, at Johannes Nielsen fik et godt råd.

Daværende borgmester Henning G. Jensen opfordrede til at åbne en afdeling i Aalborg Kommune, fordi et firma den gang skulle være repræsenteret i en kommune for at kunne få reparationsarbejde.

Det førte til oprettelsen af afdelingen af Nørhalne VVS i Lindholm.

Firmaet har naturligt fyldt meget i hverdagen for ægteparret, som nu er klar til generationsskiftet.

- Der er også andet i livet end at arbejde. Vi har jo et eller andet sted altid været på arbejde, siger Bodil Nielsen og bliver suppleret af Johannes Nielsen.

- Det har givet en frihed at være selvstændig, men også et tidspres, og det har været meget motiverende at få ting til at lykkes og opgaverne løst.

Nu skal tiden bruges på fire børn, svigerbørn og ni børnebørn samt sommerhus, hjemmet i Nørhalne og bygningen i Bygaden, som Bodil og Johannes Nielsen stadig ejer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste