Bo Evers gæster Fjerritslev Gymnasium 27. oktober. Privatfoto
Livet her

Bo Evers gæster Fjerritslev Gymnasium

20. oktober 2017 kl. 09:33

Bo Evers, der for nogle år siden blev kendt for hittet "Fred", hvor han sang knap så flatterende om en ekskærestes nye flamme, rykker 27. oktober sammen med bandet Gypsy Vendetta ind på scenen på Fjerritslev Gymnasium.

Bo Evers har siden "Fred" landede på radiofladen taget publikum med storm med sine underfundige, forfriskende tekster. Sammen med sigøjner-orkesteret Gypsy Vendetta har han formået at udfordre den traditionelle dansksprogede musik ved at kombinere sit underfundige folk-univers med en ægte følelse af gypsy-swing.

Koncerten vil med andre ord byde på legesyge musik og blomstrende tekster, der tilsammen vil sætte gang i både danseben, lattermuskler og tårekanaler, når drengenes musikalske nærvær strømmer fra de akustiske instrumenter og helt ned til de bagerste rækker.

Ud over "Fred" vil koncerten rumme tragikomiske ballader og serenader som “Barry White" og "Et dansenummer" til mere eftertænksomme sange som "Hver anden weekend", der tilsammen afspejler netop hvor bredt, Bo Evers favner i sine tekster, som rummer alt fra sociale samfundsbetragtninger til intime kærlighedserklæringer, alt sammen serveret i en smagfuld kombination af humor og alvor.

Der er ganske enkelt en koncert i vente med masser af charme, gnist og alvor, men frem for alt smittende energi, følsomhed og spilleglæde.

I forbindelse med koncerten vil der blive etableret et "pop up køkken" fra Aalborg Street Food, hvorfra der serveres velkrydret street food med friske råvarer inden koncertens begyndelse.

Koncertbillet uden spisning koster 50 kroner. Billetter kan købes på ticketmaster.dk eller Renés Vin- og Grønttorv.

Annonceret indhold

Nyeste