Birkelses pensionister hørte om hospice

08. marts 2018 kl. 08.43

Birkelse pensionistforening havde allieret sig med Mogens Nørgaard, der i sin egenskab af bestyrelsesformand for Hospice Aalborg, kunne fortælle om hospice i almindelighed og særdeles om det nye hospice der bygges. Et hospice som kommer til at ligge på Studievej i Nørre Sundby. Det forventes at det nye hospice kan tages i brug 1. juni 2019.

Eftermiddagens møde blev indledt med en sang, der var meget passende for vejret, "Sneflokke kommer vrimlende."

Herefter blev ordet givet til Mogens, som fortalte om hospice som er en selvejende institution med en bred bestyrelse, bestående af repræsentanter fra mange sider, politiske, humanitære, og kristelige organisationer.

Hospice er et sted hvor patienter får smertelindrende behandling den sidste tid, hospice’s palliative team og medarbejdere såvel som frivillige yder omsorg og kærlighed i stille og rolige omgivelser.

- Et hospice er en del af vort sundhedssystem, derfor er det gratis at blive indlagt på hospice, alene en vurdering fra det palliative team, på hospice, bestemmer hvem der bliver indlagt, oplyste Mogens Nørgaard.

I Danmark er der tre muligheder, hvor man slutter livet, i hjemmet, på et sygehus eller på et hospice, det er op til den enkelte at udtrykke sit ønske, som så i videst mulige omfang efterkommes.

Hospice’s palliative team, yder støtte til de der vælger at livet skal slutte i hjemmet, dette team yder ikke alene støtte til patienten, men i lige så høj grad til de pårørende, såvel i hjemmet som på hospice.

Man havde i flere år arbejdet på en udvidelse af Hospice Aalborg, men lige før beslutningen om udvidelsen skulle træffes, valgte man i stedet at arbejde for et helt nyt hospice, fortalte Mogens Nørgaard.

Det er et arbejde som startede med at det gamle hospice blev solgt til Sct. Mariæ Skole, og der var trods vanskeligheder hen ad vejen nu ingen anden mulighed end at bygge nyt.

Det bliver til et byggeri, som et samarbejde mellem Hospice og Firmaet Trigon Frederikshavn.

Prisen er cirka 60 millioner, der deles af Hospice og Trigon, og når det står færdig, lejer Hospice sig ind i bygningerne i 25 år.

Herefter køber Hospice hele bygningen til en allerede nu aftalt pris.

Hospice har som en selvejende institution, mulighed for at søge diverse fonde om hjælp til dette eller hint, ligeledes doneres der penge til forskellige tiltag, donationer som man er meget taknemlige for.

Tekst og foto: John Andersen

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste