Birkelse viste sig fra sin bedste side
Daglig Brugsen i Birkelse havde lørdag 14. oktober taget initiativ til at samle foreninger og erhvervsliv og det betød et stort fremmøde af både lokale og folk udefra.
Et tiltag som havde formålet at vise nye og gamle beboere i Birkelse og omegn, hvad lokalsamfundet i selskab med erhvervslivet og de lokale foreninger har at byde på.
Her kunne man møde, kunsthåndværkere, foreninger, forretningsdrivende og børnehaver/dagplejere.
Der var dagen igennem stor aktivitet på brugsens parkeringsplads, der var byttedag for de populære Legokort, børn og voksne kunne lave sit eget græskarhoved til halloween, det var muligt at se byen fra hestevogn og ikke mindst prøve søndagsskolens hoppeborg.
Arrangementet var kommet i stand for at samle byens borgere, byens foreninger og byens erhvervsdrivende, et initiativ som også havde det formål, at give deltagerne mulighed for at etablere et samarbejde til gavn for alle, således at Birkelse også fremover ville være en attraktiv by at være en del af.
Tekst og foto: John Andersen