Biersted Skole lukkede på grund af kulde
Der er ikke noget, der så skidt, at det ikke er godt for noget. Det er der formentlig en flok skolebørn i Biersted og omegn, man godt kan lokke til at skrive under på.
Biersted Skole blev nemlig mandag lukket, og eleverne fik i den anledning en uventet fridag.
På sin Facebook-side skriver Biersted Skole:
- Vi har i dag mandag aflyst undervisningen, da skolens gasfyr er gået i stykker. Der arbejdes på højtryk for at få løst problemet. Vi forventer normale forhold i morgen tirsdag. Skulle dette imod forventning ikke ske, vil vi orientere jer herom hurtigst muligt.
Teknisk serviceleder Finn Rishøj Madsen siger:
- Vi har haft en vandskade på varmesystemet, da der er et rør, der er sprunget på grund af frost.
- Hvor stor skade har det givet?
- Det har faktisk ikke givet nogen specielt stor skade. Det er sket ude på nogle gamle toiletter, som ikke bliver brugt. Men skolens fyr var gået i stå på grund af tryktabet, og derfor var der koldt på skolen, da rengøringspersonalet mødte ind mandag morgen.
Ifølge Finn Rishøj Madsen er der mandagen igennem blevet arbejdet for at få styr på situationen.
- Vi har fået systemet op at køre igen, fortæller han.