Billede beskrivelse

Bente Nielsen fra Fjerritslev er klar til at kæmpe

07. december 2017 kl. 09.27

Bente Nielsen fra Fjerritslev slår fredag dørene op til Min Købmand i Amtoft og inviterer indenfor til et brag af en åbningsfest. Festen starter allerede klokken 10 og klokken 14 vil der være kagemand til alle, der kommer forbi.

For blot få måneder siden lukkede købmandsbutikken, der ind til da var drevet af den lokale købmand i Sennels med hjælp fra butiksleder Benny Niels Gade. Butikken blev den gang lukket på grund af manglende omsætning i butikken. Men det er ikke noget, der skræmmer Bente Nielsen, der er klar på at tage kampen op og skabe en unik købmandsbutik i Amtoft, som kan lokke kunder til fra nær og fjern.

- Jeg tror ikke, de var klar over, hvad de gjorde, da de ansatte mig, siger Bente Nielsen lattermildt.

Sammen med sin mand, Mogens Bislev, er hun indehaver af Morsø Slagteri, som både tidligere og nu vil levere friske kødvarer til Amtoft-butikken. Bente Nielsen har også aftalt et samarbejde med et par forretninger i Fjerritslev om levering af vin, spiritus og andre specialiteter.

- Så der bliver masser af spændende varer at komme efter, siger Bente Nielsen, der kommer til at have en finger med i spillet i alt, hvad der handler om butikken.

- Det gør en forskel, at jeg selv har ansvaret og at jeg kommer i butikken på daglig basis, fortæller Bente Nielsen - som dog ikke kommer til at stå alene.

- Jeg har ansat en fantastisk dame, som har stor erfaring med det her, fortæller Bente Nielsen om sin nye medarbejder, Lene Thomsen fra Lild Strand.

Butikken vil være åbent fra klokken 7.30 til 18 hver dag, muligvis med lidt kortere åbningstid om søndagen. Planen er samtidig at hyre ekstra hænder ind til sommerperioden - men lige nu står den i første omgang på at finde en hverdagsrytme i butikken.

- Det bliver som i enhver anden købmandsbutik, understreger Bente Nielsen, der dog ikke lægger skjul på, at hun alligevel - selvom det måske kan syne sådan - har langt større planer for købmandsbutikken end blot at sørge for den daglige drift og afstemme regnskaber.

- På sigt skal vi have en café og andre ting heroppe. Jeg kan godt sige allerede nu, at det bliver Nordjyllands flotteste café, fortæller Bente Nielsen, der dog ikke vil fortælle mere, før alt er på plads.

Bente Nielsen har tidligere drevet en lille købmandsbutik i Hjortdal. Den måtte desværre lukke efter et par år.

- Men der er anderledes stor opbakning i Amtoft. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at folk faktisk vil handle i butikken, fortæller den nye købmand, der har en stærk støtte i de lokale borgere i området.

Det er borgerne selv, der i form af et nyt anpartsselskab skal stå for driften af Min Købmand-butikken. Selskabet har ansat Bente Nielsen fra Fjerritslev som ny købmand. Hun får en grundløn, men skal i øvrigt drive forretningen på provisionsvilkår, fortæller Karlo Bundgaard, en af de 14 privatpersoner og erhvervsdrivende, som hver har skudt 25.000 kr. i det nye anpartsselskab. Anpartsselskabet, der formelt først bliver stiftet efter nytår, er blevet til på initiativ af Birger Kühn, som ejer den ejendom, hvor købmandsforretningen sidste år blev indrettet. Borgere i Amtoft og omegn skød i alt 300.000 kr. i købmandsprojektet, ligesom mange lagde et stort antal frivillige arbejdstimer i at få det tidligere autoværksted bygget om og indrettet til dagligvareforretning.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste