Billede beskrivelse

Balladen på dæmningen: Fornuften sejrede, mener borgmester

04. juni 2024 kl. 06.01

GJØL/ØLAND: Efter års ballade med trusler om øretæver og hærværk med en vinkelsliber har sagen om dæmningen mellem Gjøl og Øland formentlig fundet sin ende, efter at hastighedsbegrænsningen er fjernet, og dæmningen nu bliver åbnet for vinterkørsel.

Det vurderer Jammerbugt kommunes borgmester Mogens Christen Gade, der mener, at den sunde fornuft har sejret i den langvarige sag.

For er der noget, som kan bringe følelserne i kog på Gjøl og Øland, så er det den godt to km lange og tre meter brede vej over dæmningen langs Ulvedybet. Dæmningen har stor betydning for den lokale trafik mellem de to samfund, så da Jammerbugt kommune sidste år forsøgte at regulere trafikken, endte kommunen på øretævernes holdeplads.

Det er vandkants-Danmark, hvor man er vant til at løse problemerne selv – og hvor myndighedernes indblanding sjældent er velset.

Øretæver

Det begyndte allerede i februar 2022. Her kunne ligeher.nu berette om Thomas Tjell fra Øland, der midt på dæmningen var blevet truet med øretæver af en modkørende på den ensporede vej, fordi de ikke kunne blive enig om vigepligten.

Sagen kom også Jammerbugt kommune for øre. I samråd med Nordjyllands Politi blev det derfor besluttet at præcisere vigepligtsreglerne på vejen med skilte, der fortæller, at kørende fra Gjøl-siden skal holde tilbage for øboerne. Helt i overensstemmelse med færdselsreglerne, fordi vigepladserne på vejen alle ligger på nordsiden af vejen, så kørende fra Gjøl har dem på højre side.

De nye vejskilte blev sat op den 2. oktober 2023 – og her kunne historien så være endt. Hvis altså det ikke lige var fordi, at man samtidig benyttede lejligheden til at indføre hastighedsbegrænsning på 30 km/t på dæmningen.

Befolkningen så rødt

Hastighedsbegrænsningen fik lokalbefolkningen til at se rødt. Det var alt for langsomt og ikke i overensstemmelse med den generelle regel om at tilpasse farten til forholdene, mente man – og sagen endte også i de landsdækkende medier.

Der gik heller ikke mere end fire dage, inden en fortsat ukendt gerningsmand bevæbnet med en vinkelsliber i nattens mulm og mørke fjernede skiltene. Det er hærværk, og Jammerbugt kommune lovede, at sagen ville blive meldt til politiet. Det skete dog ikke på grund af en administrativ forglemmelse, men det er en helt anden sag.

Oprørsstemningen blev ikke mindre den 17. oktober 2023, hvor kommunen i forbindelse med snerydningssæsonen indførte kørselsforbud på dæmningen. Det var der sådan set ikke noget nyt i, for sådan har det været i mange år, men altid med en kattelem, der begrænsede kørselsforbuddet til uvedkommende kørsel.

Folk på Gjøl og Øland betragter sig i høj grad som vedkommende, for turen over dæmningen er den nemmeste vej. Hvis man skal køre via Halvrimmen, bliver turen på 21 km mod 2,1 km. Især pendlerne følte sig hårdt ramt, og stemningen var på kogepunktet. Det hjalp ikke. Både kommunens udvalg for Teknik og Miljø og politi stod fast på, at en regel er en regel – og man kan ikke lave særregler for lokalbefolkningen.

Kørselsforbuddet blev ikke håndhævet – og i vinterens løb er der blevet kørt på dæmningen uden konsekvenser. Ingen blev taget for at køre på dæmningen i vinterens løb. Politiet har nok andet og mere fornuftige ting at tage sig til, var den lokale vurdering.

Da snerydningssæsonen sluttede den 16. april, var alt også ved det gamle. Dæmningen blev genåbnet – uden den forkætrede hastighedsbegrænsning.

Nu også med vinterkørsel

Afslutningen på balladen på dæmningen kom så i sidste uge, hvor Jammerbugt kommune meddelte, at fremover er kørsel på dæmningen også tilladt om vinteren. Fremover vil der blive ryddet sne og is på vejen – og så vil skilte i vintersæsonen advare mod, at vejen kan være glat.

Borgmester Mogens Christen Gade er glad for, at balladen om dæmningen formentlig har fået en ende.

- Det har hele tiden været et politisk og administrativt ønske, at der kunne køres på dæmningen året rundt – ligesom praksis har været i mands minde, siger Mogens Christen Gade.

- Der har på den baggrund været gode møder med repræsentanter fra de to lokalsamfund Øland og Gjøl. På et af møderne kom ideen med en form for skiltning, hvor det står klart, at det er på chaufførens ansvar, at dæmningen passeres i vinterhalvåret – og det underbygges nu med en ny skiltning – som politiet har godkendt.

- Skønt, at den sunde fornuft sejrer indimellem, siger borgmesteren.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste