Malthe, Sofie og Heidi fra KFUM-spejderne i Tranum er i gang med at tage sheltermærket, som de får, når de har overnattet i shelter én nat hver måned i et år. Foto: Jesper Hansen
Livet her

Bål, kødsovs og kortspil

09. maj 2022 kl. 16:31

Ulveungerne fra KFUM-spejderne i Tranum var i weekenden på sheltertur i Tranum Klitplantage. Friluftslivet bød både på bålmad og kortspil, for spejderlivet handler om at have det godt og hyggeligt – og så gøre en masse ting, som andre unge måske ikke lige får prøvet.

- Vi har det bare så sjovt. Vi styrer det meste selv, så vi hygger os – men vi ved os godt, at der kun er os selv til at save brænde, så vi må også tage os sammen. Hvis ikke der er brænde, får vi ingen aftensmad. Vi synes, det er ret sejt at passe på os selv, siger Malthe, Sofie og Heidi, inden de tørner ind i shelteren ude i den meget store skov, hvor man høre dyrene om natten.

Andreas er enig. Han er 16 år, har mange års spejdererfaring og er begyndt som hjælpeleder ved ulveungerne. Han bliver kaldt gruppens ”chef-pyroman”, for han har styr på det med at lave mad over bål:

Ulveleder Kasper Munk tænder op til aftenskaffen i spejderudgaven af en kaffemaskine. Foto: Jesper Hansen

Spaghetti og kødsovs

- I aften står den spaghetti og kødsovs, men jeg har efterhånden prøvet de fleste retter over bål. Også den højere gastronomi, siger Andreas, der netop har fået bronzemærket i bål-mad. Men han stiler naturligvis efter guldmærket, som kommer i hus, når han har lavet et helt måltid fra bunden af under primitive forhold. Herunder også at slagte den høne, der skal til en gang høns i tarteletter.

- Ulveungerne er i gang med at tage sheltermærket. Det betyder, at de én nat hver måned i et år skal overnatte i shelter, forklarer Kasper Munk, der er en af lederne i Tranum-gruppen.

Spejdernes Lejr

- Weekendens tur er samtidig en del af vores forberedelser, når vi til sommer skal deltage i Spejdernes Lejr ved Roskilde sammen med 40.000 andre spejdere. De store lejre er noget af det største, man kan opleve som spejder. Her fra Tranum deltager vi med 20 spejdere, fem ledere og 2 hjælpere.

KFUM-spejdergruppen i Tranum er en stor gruppe med omkring 60-70 spejdere og ledere, fortæller Kasper Munk. Spejderarbejdet foregår på trin, hvor man i Tranum begynder som ulveunge. Så kan man i ti-års alderen fortsætte som junior, derefter storspejder og sidst skovmand.

Det skal være hyggeligt at være spejder, så der bliver også tid til et slag kort på shelterturen. Foto: Jesper Hansen

Spejdernes Lejr finder sted i Hedeland nær Roskilde i dagene 23. – 31. juli. Bag lejren står foreningen Spejderne og de fem medlemskorps: Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne, De grønne pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig.

Fra Jammerbugt kommune deltager spejderne fra Tranum, Bonderup og Aabybro. De mødes alle sammen til et arrangement ved Bratbjerg-søerne den 18. maj, hvor de skal rystes sammen – og hvor Jammerbugt kommunes borgmester Mogens Christen Gade, der selv er spejder, vil overrække dem et særligt Jammerbugt-tørklæde, som de skal bære på lejren.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu