Atter Dam Troll Convention
16.-18. juni vil der formodentlig være en særskilt stor andel af fans af gjøltrolden fra hele verden at finde på Gjøl.
Her løber "Dam Troll Convention 2017 60 Years" nemlig af stablen. Og i år fejrer de charmerende troldes 60 års fødselsdag.
Det sker som sædvanligt med udgangspunkt i Gjøl Forsamlingshus på Limfjordsgade 22.
Her bliver det muligt at opleve en stor udstilling af Thomas Dams berømte trolde og andre effekter, ligesom det er muligt at købe og bytte med andre samlere i løbet af weekenden.
I løbet af de to dage er der blandt andet også besøg i Troldehuset, fremvisning af troldefilm, besøg på Thomas Dams grav og besøg hos Etly Klarborg samt besøg ved Gjøl Kros troldebuffet på programmet.
Udstillingen åbner 16. juni klokken 10.00.