Arkivernes Dag 2017 i Biersted

28. november 2017 kl. 09.04

Biersted/Nørhalne Lokalhistoriske Forening havde i weekenden 11. og 12. november inviteret til Åbent Hus.

Anledningen var markeringen af den årlige tilbagevendende begivenhed "Arkivernes Dag".

Allerede lørdag klokken 9.00, da dørene blev åbnet, var der stort rykind. Gratis kaffe og rundstykker var populært og snakken gik på kryds og tværs ved bordene.

En tombola hvor både private og lokale forretningsdrivende havde bidraget med gaver kunne også melde alt udsolgt søndag eftermiddag.

Overskuddet fra tombolaen er med til at skaffe midler til foreningens arbejde.

Biersted/Nørhalne Lokalhistoriske Forening har over 550 medlemmer.

Det årlige kontingent er på 25 kroner per person, og det er bestyrelsens opfattelse, at det er medvirkende til det høje medlemstal, fortæller Anne-Mitha Sørensen fra foreningen.

Ligesom de tidligere år var der stor interesse for at se konfirmationsbilleder, og det viste sig, at der er flere billeder, hvor foreningen mangler at få sat navne på, ligesom der er konfirmationsårgange foreningen helt mangler. Flere af de besøgende oplyste, at de ville gå hjem og undersøge om de har et konfirmationsbilleder i gemmerne, så den lokalhistoriske forening kan få en komplet samling.

Biersted/Nørhalne Lokalhistoriske Forening har fast åbningstid den 1. mandag i hver måned.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste