Anne Justs Have åbner igen for offentligheden
Have i Hune er klar til at tage imod igen fra 30. maj
HUNE: Lørdag 30. maj åbnede Haven i Hune - også kendt som Anne Justs Have - igen for besøgende. Dermed er et af områdets helt store attraktioner igen muligt at besøge.
Det fortæller Erik Nielsen, der er direktør for fonden bag Anne Justs Have. Her har man gennem maj haft åbent for udlejning af værelser, men det er først nu, at publikum igen kan opleve det farverige frirum på Postbakken.
- Vi har taget de forholdsregler, der gælder coronasituationen i forhold til afspritning. Ellers afventer vi lidt med at åbne vores kaffehus, hvor vi normalt serverer kringle og kaffe, siger han.
Torsdag 4. juni bliver det også muligt at deltage i rundvisningerne i haven. Her kan ses mange af de forbedringer, som Haven i Hune har haft ekstra tid til at arbejde med i forhold til den normale sæsonåbning i starten af maj.
- Der er renoveret et drivhus med støtte fra Gudrun & Palle Mørchs Mindefond, mens Sparekassen Vendsyssel Fonden i Vrå har støttet et nyt haveanlæg. Derudover har vi fået ny belysning og andre forbedringer, der har givet haven et gevaldigt løft, fortæller direktøren.
Nu planlægges der aktiviteter for den kommende sæson, der bliver en smule anderledes end typisk.
- Normalt er 20 procent af vores besøgende udlændinge som nordmænd, svenskere, tyskere, hollændere og englændere. Dem har vi ikke de store forventninger til i år. Nogle grupperejser som haveforeninger og menighedsråd udebliver også. Men vi satser på at se flere danske turister end normalt og se alle de andre igen til næste år, siger Erik Nielsen.
Selvom haven har fået en hård start på 2020, er han dermed fortrøstningsfuld.
- Vi har selvfølgelig ikke haft nogen omsætning af betydning i maj. Men vi regner med at se en masse gæster. Der er jo tale om en udendørsaktiviteter med masser af plads, siger direktøren.