Allan og damerne vandt guldet
Allan Møller fra Møllers Malerfirma i Pandrup er stolt. Meget stolt. Hans firma er netop blevet kåret til årets håndværker, som organisationen Anmeld Håndværker, der står bag. Anmeld-haandvaerker.dk er en privat administreret smiley-ordning for landets håndværkervirksomheder. Her kan bygherre, det kan være firma som privatperson, give håndværkere karakterer - i dette tilfælde er det smileys - og skrive om oplevelsen af en byggeopgaven.
- Det foregår sådan lidt a la Trustpilot, bare man ikke kan købe sig til at få fjernet de dårlige kommentarer, siger Allan Møller, som sammen med sit personale havde taget turen til Cirkusbygningen i København.
Der var 1000 til stede i sale, og Allan vidste ikke, at guldpilen pegede i hans retning.
- Det er lidt vildt. Der kåres jo den bedste virksomhed inden for en række håndværksbrancher. Jeg vandt så i kategorien for malervirksomhed med 5-9 ansatte, siger Allan Møller.
Møllers Malerfirma har været i finalen i både 2016, 2019 og igen i 2021. I 2017 kom Allan hjem med guldet, og det gjorde hans lille firma så igen i år.
- Det er en fagjury, der afgør, hvem der vinder ud fra blandt andet alle anmeldelserne men også ud fra vores hjemmeside og vores service, siger Allan Møller, der har travlt med opgaver - både i nærområdet som i resten af Nordjylland.
I øjeblikket arbejder han på en større opgave med at færdiggøre et større antal lejeboliger for Lejerbo nær Spar i Hune - Vesterhavsparken.
- Men ellers så har vi alle typer af projekter. Vi renoverer huse, og så har der også været mange nye sommerhuse, der skulle males. Nu kommer der en periode, hvor mange sommerhuse skal males udvendigt, siger Allan Møller, der gerne selv tager et nap med malerrullen, når tiden begynder at knibe lidt.
- Det, der er vigtigst for os, er, at kvaliteten vægtes frem for kvantiteten, siger Allan Møller, som i øvrigt kun har ansat kvinder.
- Altså, det er nu ret tilfældigt. Jeg vil bare gerne have nogle medarbejdere, der er lokalt orienteret, for jeg vil gerne have dem i længere tid, siger han og fortsætter:
- Og så skal vi altså have det sjovt, mens vi arbejder, og jeg synes faktisk, at vi har et godt lille team, siger Allan Møller.