Ægir fejrede ny tribune
Islænderklubben Ægir indviede for nylig den nye overdækkede tribune ved klubbens ovalbane.
Tribunen blev opført af midler bevilget af SE Vækstpulje Nyfors, og vil være et kærkomment samlingssted til Ægirs medlemmer ved forskellige aktiviteter og sammenkomster, hvor vejrlig ofte gør det nødvendigt at søge ly.
Ægir har hjemsted på Hjortdalvej 369 hos Kent og Charlotte Nielsen og har 144 medlemmer inklusive juniorer. Ægir er et stort aktiv i området for børn og voksne, der har den islandske hest som interesse. Klubben er placeret midt i et attraktivt rideområde, og der sker blandt andet en tilflytning til området på grund af naturen, enestående ridemuligheder, men også fordi der er en aktiv islandshesteklub med socialt fællesskab og mange aktiviteter som fællesrideture, ride- og stævneundervisning, foredrag og stævner.
Efter en fællesridetur i Fosdal Plantage med 16 ryttere, blev der holdt tale, og Ægirs formand Liza Lambertsen klippede den røde snor over til Tribunen, hvorefter ryttere og øvrige medlemmer blev trakteret med grillpølser og kaffe.