Årets julesennep klar til salg
Vesterhavsfruerne har været samlet for at producere årets julesennep, der bl.a. indeholder honning og whisky.
Lions julesennep er efterhånden blevet så populær i lokalsamfundet, at mange allerede er begyndt at efterspørge de fine glas med stofhætte i efterårsmånederne. Men selvom interessen er overvældende, er Vesterhavsfruerne sikre på, der nok skal være sennep til alle. I slutningen af oktober måned var 14 friske Vesterhavsfruer samlet, og her blev der produceret hele 608 glas, som i anledning af julen er pyntet med flotte etiketter samt et stykke julestof på låget, fortæller Anna Imer fra Vesterhavsfruerne.
Vesterhavsfruerne vil hver weekend være at finde i et af julehusene på Bryggertorvet samt i Superbrugsen den 2. december, 8. december samt den 9. december, hvor årets julesennep kan købes. I julehusene vil Vesterhavsfruerne udover julesennep bl.a. sælge hjemmestrikkede vanter og karklude, nisser på træspyd, kort med motiver samt have julelotteri med spændende gevinster.