Aalborg Freja vandt Nørhalne VVS Cup
Efter nogle års fravær var Aalborg Freja atter inviteret med til deltagelse i 36. udgave af indefodboldstævnet, Nørhalne VVS Cup, og fredag aften blev det netop holdet fra Aalborgs vestby, som vandt finalestævnet i en velbesøgt Nørhalne Hallen.
Det skete med en sejr på 6-4 over Hobro IK i finalekampen, hvor holdene måtte ud i forlænget spilletid, og Hobro i slutfasen endda havde gode muligheder for at udligne.
I semifinalen havde Aalborg Freja besejret Løgstør IF med 6-4, mens Hobro IK overvandt Skjold Sæby med 10-4. I kampen om 3. pladsen vandt Skjold Sæby over Løgstør IF med 11-4.
Finalestævnet bød på mange tætte kampe, og de første tre opgør endte alle uafgjort. I den indledende finalepulje 2 var det blot en bedre målscore, som kvalificerede Hobro IK til semifinalerne på bekostning af sidste års vindere, Vejgaard B.
Stævnets topscorer blev Andre Christensen fra Aalborg Freja med 45 mål i 11 kampe.
Stillingen i de indledende finalepuljer var:
Pulje 1: Skjold Sæby, Aalborg Freja, Jammerbugt FC, Sulsted.
Pulje 2: Løgstør IF, Hobro IK, Vejgaard B, Storvorde.