Billede beskrivelse

Aabybro HK sælger fyrværkeri hos Maler- firmaet René Jensen

Krudt: Salget foregår i dagene 27.-31. december

09. december 2019 kl. 18.00

Aabybro: Nytåret nærmer sig, det er uomtvisteligt.

Ligesom sidste år vil Aabybro HK også i år sælge fyrværkeri fra Malerfirmaet René Jensens nye lokalitet på Teknologiparken 15 i Aabybro i dagene 27.-31. december. Formand for Aabybro HK, Mads Stouby, er rigtig glad for at have adgang til så fine lokaler til klubbens salg af fyrværkeri.

- Det er en meget stor hjælp for os, at René på denne måde har valgt at støtte op omkring Aabybro HK’s frivillige arbejde for unge og gamle håndboldspillere i lokalområdet. Uden indtægter fra aktiviteter som fyrværkerisalg vil klubben ikke kunne eksistere, så der skal lyde en kæmpe stor tak til René, for at vi har denne mulighed, siger han. For Malermester René Jensen betyder det meget at kunne støtte lokale ildsjæle med deres frivillige arbejde.

- Ligesom at jeg er glad for den opbakning, som jeg møder lokalt fra både virksomheder og private i forbindelse med mit malerfirma, synes jeg også, at det er vigtigt at anerkende de lokale kræfter, som gør en frivillig indsats for at aktivere vores unge mennesker. Det vil jeg gerne støtte op omkring, og det kan jeg blandt andet gøre ved at låne Aabybro HK mit værksted til fyrværkerisalg i dagene mellem jul og nytår. Jeg håber at borgerne i Aabybro også vil vise deres støtte ved at købe deres fyrværkeri hos håndboldklubben, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste