77.000 træer på vej i jorden
Traktoren tøffer langsomt hen ad den ukrudtsfri, harvede mark mellem Biersted og Store Vildmose. Bag den er monteret en speciel vogn med tre sæder, hvor tre skovarbejdere fra Naturstyrelsen sidder. Hver gang, der lyder et bip fra vognen, putter de et ungt træ i jorden.
- Det, de planter nu, det er skovbryn. Det er buske og lavere træer, der er i skovbrynet. Og så er der nogle ege- og bøgebevoksninger inde i midten med lidt forskelligt indblandet i. Vi er gået i gang nu her i dag. Første dag er her tirsdag. Så regner vi med, det tager to-tre uger, og så har vi forhåbentlig sat 77.000 planter og knap 20 hektar, fortæller Kristian Trier Nipper, naturmedarbejder i Naturstyrelsen Vendsyssel.
De mange træer skal med tiden blive til en ny skov.
Skov for grundvand og mennesker
Fem store marker på Biersted Mosevej skal plantes til med skov her i juni. Næste forår følger yderligere fem marker. Det sker som et samarbejde mellem Naturstyrelsen, Aabybro Vand og Jammerbugt Kommune.
- En af de primære årsager er at sikre grundvandet, forklarer Kristian Trier Nipper.
Når man planter skov på offentlige arealer, så bliver det fredskov. Det vil sige, at der for fremtiden altid vil være skov på arealet, og at skoven er beskyttet mod for eksempel rydning, byggeri og kreaturgræsning.
- På den måde bliver grundvandet her under bakken sikret for generationer frem, siger Kristian Trier Nipper og fortsætter:
- Men ikke mindst så giver det jo en stor rekreativ værdi for folk i lokalområdet at kunne komme ud og følge med i, hvordan en skov bliver til. Og hvordan det går fra nu af og de næste mange, mange år, fortæller han.
Planen er, at den kommende skov ved Biersted med tiden skal forbindes med statens og Aage V. Jensen Naturfonds arealer i Store Vildmose.
Donation på 50.000 planter
De mange tusinde træer står i store sække i en lade mellem to af de marker, der skal forvandles til skov. Den nye skov bliver plantet som Folkeskov.
- Folkeskovene plantes i samarbejde med skovrejsnings NGO’en Growing Trees Network, der indsamler og formidler donationer fra privatpersoner og firmaer. De 50.000 af buskene og træerne, der plantes i Folkeskoven på Biersted Bakkeø, er en donation fra Interflora Danmark og deres blomsterkøbende kunder, fortæller Kristian Trier Nipper.
Lige nu ser de ikke ud af meget. Det ligner bare nogle pinde, der er stukket i jorden. Men i løbet af forholdsvis kort tid, vil bjessingerne kunne følge med i skovens vækst gennem et trådhegn, der bliver sat op for at forhindre rådyrene i at æde de nye planter.
- Vi har erfaringer nede fra Aaby Skoven ved Aabybro. Den er 15 år gammel nu, så vidt jeg husker. Og der har man jo i hvert fald et relativt fint skovmiljø. Så der går faktisk ikke så længe, før man godt kan fornemme, at der sker noget her. Men sådan at stå og gå i en stor søjlehal af høje bøge, der går mange år, siger Kristian Trier Nipper.
Han regner med, at Naturstyrelsen inviterer indbyggerne i Biersted og Aabybro til indvielse af den nye skov i midten eller slutningen af juni, når traktoren er færdig med at tøffe rundt for denne gang.